Det blev sagt - og kun halvt i spøg - at da Preben Wilhjelm måtte forlade Folketinget som følge af rotationsordningen i VS, mistede Christiansborg tre fjerdedele af sin intelligensreserve. Men det er kun den halve sandhed, for som det fremgår af den bog, 'Fra min tid', som han udgiver i anledning af sin 70-års fødselsdag, var han også en af de flittigste i det politiske landskab både på tinge og udenfor. 'Det røde kabinet' Trods titlen er der ikke tale om en erindringsbog i klassisk forstand, selv om den rummer morsomme tidsbilleder om Wilhjelms tid som enelærer på den jyske hede, stiftelsen af SF, Aksel Larsens paranoia og partiets splittelse under 'det røde kabinet', hvorefter det på kun tre uger lykkedes udbryderne i VS at samle først 40.000 underskrifter, dernæst at få fire mandater i Folketinget. Der er masser af interessant inside-viden til genopfriskning og forståelse af baggrunden for den hyperaktive venstrefløj i 60-ernes slutning. Fordomme og fordrejninger Men man fornemmer hurtigt, at Wilhjelms egentlige ærinde med bogen ikke er tilbageblik, men tværtimod et indspark i den helt aktuelle debat om 68-ere, sovjetapologeter, revolutionsromantikere, rundkredspædagoger, kulturradikale, hallalhippier og andre hadefigurer, som statsminister Anders Fogh Rasmussen erklærede værdi- og kulturkamp imod. Wilhjelm har sat sig for at påvise, at den borgerlige konsensus på dette område bygger på fordomme og bevidste fordrejninger. Og det gør han overbevisende med en række genoptrykte tekster fra perioden for at undgå enhver mistanke om efterrationaliseringer. VS var ifølge Wilhjelm konsekvent modstander af 'statskapitalismen i Sovjet', ligesom han tager et skarpt opgør med den fløj i VS, der forsvarer mindretallets voldelige overtagelse af magten eventuelt med fremmed hjælp som Sovjets invasion i Afghanistan, hvis det bare fremmer socialismens sag. Høje lixtal I dette og andre indlæg om f.eks. begrebet civil ulydighed og definitionen på demokratibegrebet afslører Wilhjelm indirekte og formentlig utilsigtet, hvorfor VS og andre organisationer på den yderste venstrefløj aldrig slog an på arbejdspladser eller i skurvogne. Alting skulle intellektualiseres og præsenteres med høje lixtal, formentlig ud fra en forestilling om marxismens videnskabelighed og derfor fjernt fra et politisk partis formål, nemlig at udforme og søge støtte til holdningsbaserede, praktiske løsninger. Pessimistisk tone Derfor er det også ironisk, at Preben Wilhjelm primært huskes og savnes som enkeltsagspolitiker, og at de problemer, han tog op og skabte røre om, ideologisk set sagtens kunne og navnlig burde være rejst af f.eks. Socialdemokratiet eller de radikale. Det gælder hans kamp mod spekulationsudstykning af ejerlejligheder, skattefri fonde, A.P. Møllers koncession i Nordsøen og navnlig retspolitikken. Kors hvor vi dog savner ham til at gøre anskrig, alt mens begreber fra den juridiske arkæologi uantastet vinder indpas i terrorpakker, fængselsvæsenet og overgreb på menneskerettighederne. Intet under, at Wilhjelm anslår den pessimistiske tone i bogens efterskrift. »Vi kom til orde i 60'erne og 70'erne, men hele udviklingen gik mod venstrefløjens intentioner«, konkluderer han. »Når nogen kan hævde, at det var os, der dominerede i den periode, så kan det kun forstås på den måde, at de ikke bare vil have magt til at gøre, som det passer dem, de vil også have ret til at gøre det uimodsagt«.