Meget kort sagt er der mindst tre måder at skrive om en kunstner på. Den ene er at gå ind i kunstnerens værk, beskrive, analysere, dissekere og dekonstruere det og eventuelt undersøge, om det kan sættes i relation til andre kunstneres værker. Sådan gør yngre kunsthistorikere. De mest dristige af dem fortolker også værkerne, næsten lige så frit og visionært som litteraterne. Biografisk metode En anden måde er at beskrive kunstnerens liv og færden og placere hvert værk i et livslangt kronologisk forløb. Det er den metode, hvor kærestebreve, togbilletter, regninger fra farvehandleren etc. bliver af vældig betydning. Sådan gør ældre kunsthistorikere. I modificeret form anvendes metoden også af formidlere. Bogreolen i centrum Den tredje metode er at sætte sig om ikke i kunstnerens sted så dog i hans læsestol. Det vil sige tage udgangspunkt i kunstnerens interesser og studeringer. Det, der står i hans bogreol - eller kunne gøre det, kommer før det, der befinder sig i hans atelier eller hænger på hans vægge. Når man har en fornemmelse af, hvad der går for sig i kunstnerens hoved, kan man også se på, hvad der går for sig i hans værker, og om der er fælles fodslag mellem de to gangarter. Fra kaos til kosmos Det er det, som idéhistorikeren Lars Morell har gjort i den store bog om den intellektuelle overbygning eller snarere underbygning i Kirkebys værk, som han har knoklet med siden 1998, oprindelig som et disputatsprojekt. Udgangspunktet for Morells kortlægning af Kirkebys læsninger, overvejelser m.m. og deres konkrete betydning for hans kunst er et citat af maleren selv fra 1964. Det lyder i alt sit anarki: »Jeg undsiger farven når den blot er smuk. Jeg undsiger billedet, når det blot er drømmen om den autonome abstraktion«. »Et billede uden intellektuel overbygning er intet. Ikke nødvendigvis litterært i den ligefremme betydning. Men det skal være ansvarligt og ikke blot uskyldigt«. Kirkeby kunne også have tilføjet: For resten undsiger jeg også alle entydige udlægninger af mit værk. Modsætningsforholdet mellem det bevidste og systematiske på den ene side og det spontane og ukontrollerede på den anden, mellem det såkaldt rene og det såkaldt urene, mellem refleksion og handling bevæger sig som en dybt sammensat kvalitet gennem hele Kirkebys kunst, lige fra begyndelsen i 1960'erne til i dag. I øvrigt er de seneste femten års produktion mærkeligt underbetonet i Morells fremstilling. Forskeren kontra kunstneren Som blandt andet Mikael Wivel har gjort opmærksom på, er geologien som videnskab tæt forbundet med Kirkebys arbejdsmetode, hvis man ellers overhovedet kan tale om noget så konkret som metode i Kirkebys tilfælde. Kirkeby er naturhistoriker med et speciale i kvartærgeologi. Geologi er som fag kendetegnet ved, at det, som studeres: landskabet og dets formationer, ikke er en fast størrelse, men underlagt stadige forandringer. Det er på den måde, Kirkeby lærer af naturhistorien. For billeder kan også mutere, forandre sig. Deres tilblivelse - som billeder - er grundlæggende en forvandlingsproces, som kun stopper, fordi kunstneren stopper. Men inden han stopper, har der fundet en selektion sted af strategier, motiver, muligheder, indfald. Kirkeby er interesseret i forskning og fordybelse, ikke i formidling. På det personlige plan har han ingen ambitioner om at være en tilgængelig og folkelig kunstner, blot fordi han er blevet kendt af folket. I bund og grund er han imod det overskuelige og gennemskuelige. Heri ligger bogens konflikt, som er en klassisk kunsthistorisk konflikt mellem en forfatter og hans emne. Det er konflikten mellem en belæst forsker, der gerne vil vide det, som kunstneren ved, så han kan relatere og forklare alt det, han ser i hans værker, og så en kunstner, der prøver at undgå enhver indkapsling ved at bevæge sig i et tilsyneladende kaos af muligheder, som kun han er herre over, og som kun han kan omsætte til noget meningsfuldt. Sporadisk prætentiøs Det betyder, at 'Kunstneren som polyhistor' er en bog med mange navne og mange informationer, men også meget namedropping og mange digressioner. Nogle sammenkoblinger er relevante og øjenåbnende. Andre virker søgte og diskutable. Spændende er f.eks. koblingen af Munchs tegninger af sin øjensygdom og så Kirkebys ouverture til Lars von Triers film 'Dancer in the Dark'. Andre steder bliver Morells lærdom sin egen anledning. På kun to sider nævner forfatteren eksempelvis navnene på ikke færre end fire forfattere og filosoffer for at introducere Kirkebys arbejdsmetode, men ender alligevel op med det enkle statement: Hvis man skal formulere det meget firkantet, så opstår kunst simpelthen ved, at man stjæler tricks fra andre. Hvis Kirkeby ville udtrykke alle de ting, som her læses og tolkes ind i billederne, er det stadig en gåde, hvorfor han vælger at male sine billeder i så abstrakt et sprog. 'Kunstneren som polyhistor' er en klar og velskrevet og kun indimellem prætentiøs bog, som ikke lader nogen læser i tvivl om, at forfatteren også på det personlige plan kender sit emne. Et eksempel: »Jeg forstod mere af disse arkitekturtanker, da jeg i sommeren 1998 sad i det ombyggede spisekøkken i hans hus på Læsø ...«.