(Hu)mor er det bedste i verden

Lyt til artiklen

Jeg plejer at vente til juleaften med at læse At Tænke Sigs årbog. Så sidder jeg og klukker i et hjørne, når de andre har pakket deres gaver ud, som den der ler sidst og bedst. Men ak! I år må jeg tage forskud på fornøjelsen, fordi jeg har fået den sendt til anmeldelse, og det er vederkvægende, som den igen lykkes og fungerer. Forstilt alvor Men hvad kræves der for dagligt at lave ATS? * en høj journalistisk tæft (ATS har de seneste nyheder med) * bensikker stilistisk træfsikkerhed * en forbløffende ordhukommelse * en satirisk skarphed * en fandenivoldskhed * en forstilt alvor - for det sjove er kun sjovt, når det er alvorligt sjovt. Fluen på væggen Alt dette har Ole Rasmussen og Gorm Vølver i allerhøjeste grad. Man gad gerne sidde som en flue på væggen, når de to er sammen. Hvor meget griner de? Hvordan udveksler de ideer? Hvornår ved de, at det er tid til et lyninterview og dagens hit eller ugens motto? Hvor mange timer arbejder de? Kommer de med ideer eller kommer ideerne til dem? Mens de læser aviser? Vi aner det ikke. Vi må gætte. Kun fantasien sætter grænsen. »OBS - oplysning til børnene om sprut - Sundhedsforstyrelsen informerer: 'Husk at du kan ende som kravlenisse, hvis du drikker for mange vodkanisser'«. Lyninterview: »Hr. lægeformand, har De set undersøgelsen, som viser, at de fleste læger ikke aner, hvad de skal stille op med patienter, der får hjertestop? - Ja, det er sandelig ikke oplivende læsning«. Ugens motto: »Man kan ikke være uvenner med alle - men man kan da i det mindste forsøge. Inds. af Tove Fergo, kirkestridsminister«. Ugens motto: »- En jordmoder kan ikke gå på vandet, men vandet kan sagtens gå, inden jordmoderen kommer. Inds. af sundhedsmedister L. Løkke Rasmussen«. Fjel og mangler: »Vi skrev i går, at regeringens forårspakke har til formål at stimulere beskæftigelsen. Der skulle naturligvis have stået simulere beskæftigelsen. Vi klebager«. Lyninterview: »Hr. landmand, vil De rette Dem efter opfordringerne til at passe bedre på gravhøjene?«. »Nej, jeg har tænkt mig at gøre, som jeg pløjer«. ATS har en tradition for, at et godt grin kan opstå ved, at man bare udskifter en vokal. Da man drøftede, om der var liv på andre planeter, skrev ATS, at forskerne var meget uenige, men der var nogle, som mente, at der engang havde været liv på Mors. En række kendte danskere bliver udspurgt om, hvad de fik i julegave, og pastor Grosbøll svarer, at han fik mere, end han troede. Den er på højde med Storm P's flue: »Gik det, som De havde ventet? - Nej, men det havde jeg nu heller ikke ventet«. Hans Flemming Kragh skrev bogen om ATS' historie. Habakuks indsats var overrumplende. Han ejer en crazy humor og en absurd poesi, som er svær at leve op til, men hans ånd svæver stadig over både vandene og de vandede. Redaktionen er i gode hænder og Jørgen Saabyes tegninger er så oplagte, at man tager dem som en selvfølge. Ugens Motto: »Når man rækker amerikanerne en lillefinger, tager de straks et aftryk af den. Inds. af foreningen af rettruende muslimer«. Lars von Trier bliver spurgt, om der heller ikke er kulisser i hans næste film, og svarer, at det gider han ikke spilde sit kridt på. Der var den med vokalerne igen. ATS kan ikke hjælpe med polypper - men det er en god mandelgave. Stående ovation til d'herrer Rasmussen og Vølver.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her