Det sker, om ikke ligefrem evig og altid, så i det mindste mere tit end ofte, at noget, der slår sig op på at bekæmpe, parodiere, gøre grin med det etablerede, alene på grund af tidens gang og dets egen stædige insisteren på at fastholde kampen og fjendebilledet, kommer til at ligne sin antagonist nærmest til forveksling. Bleg afglans af sig selv Hvis man har fulgt Magasin Schäfer siden det skæve, (selv-) ironiske, flamboyante undergrundstidsskrifts begyndelse for snart ti år siden, har det ikke været svært at se, at det, især inden for de seneste tre år, kraftigt har trukket denne slagne vej. Magasin Schäfer var fra begyndelsen næsten for vildt, for dobbelttydigt, for meget pastiche, for meget et blad, hvor netop intet var for meget, hvad angår tagen pis på magasin- og ugebladspresse, kulturelt snobberi, undergrundsromantik, litteratur, kunst, livsstil. I det hele taget dét man med et kun fattigt ord kalder kulturliv. Men de seneste år har bladet, for hver udgivelse, mere og mere fremstået som en stadig blegere afglans af sig selv, et medie, der ikke rigtig vidste, hvor det skulle hen, og hvor de highlights, hvilket der, bevares, stadig var en del af i hvert nummer, oftest var elementer, der mest mindede om noget, der kunne have stået i Magasin Schäfer 'i gamle dage'. En bæredygtig udvikling var det ikke til at få øje på. Master Fatman Ja, den maler hurtigt, mediemøllen, og selv om redaktørerne, måske nok hver især synes, det gik lige langsomt nok, så er ingen af dem i dag længere rene opkomlinge, der bare sådan for sjov slentrer omkring i det kulturelle landskab. Det betyder samtidig, at de heller ikke bare kan blive ved med at gå og vrænge røv til 'det hele'. Bemandingen af bladets redaktion har været ret stabil gennem alle årene, hvor de enkelte medlemmer har bevæget sig frem i verden: Martin Kongstad er i dag toneangivende konceptmager i reklamebranchen, halvetableret forfatter og revydirektør, Henrik List kan allerede se tilbage på en længere karriere som kritiker og kulturjournalist i den borgerlige dagspresse og har efterhånden en lang række bogudgivelser bag sig, Kim Foss står i spidsen for (mindst) to af de mest prestigefyldte filmfestivaler i landet. Morten Lindberg/Master Fatman har udviklet sig fra punket Liberaceparodist til en folkekær skikkelse på linje med Meyer fra 'Huset på Christianshavn'. Han er i hvert fald lige så kendt af ethvert barn i dag, som viceværten med alpehuen var for os, der voksede op i de 70'ere, som Master Fatman nu har givet bamsekram i mere end ti år. Nuvel, kulturelle magthavere taler vi ikke ligefrem om, men der er sgu langt fra Gammeltorv i 80'erne til der, hvor de herrer føler sig hjemme i dag. For ikke at tale om dér, hvor de unge på 40-redaktionen vil hen. Fuldvoksent kulturtidsskrift Schäfer nr. 17, nuvel, udgivelsesfrekvensen er nu stadig rimelig underground, ser ud til at have taget konsekvensen, det gode humør og den lette ironiske tone er bibeholdt til en vis grad. Men ellers fremstår denne udgave af magasinet, hvis navn i sin fulde udstrækning lyder: Magasin Schäfer #17 - Det ene udelukker ikke det andet - Edition Heretica - Det Store Litteraturnummer, som et fuldvoksent kulturtidsskrift. Netop det med at være i opposition til det etablerede er et emne, der kommer op at vende gang på gang i et af tidsskiftets bærende historier: en samtale mellem Foss, Lindberg og Søren Ulrik Thomsen. Og er der nogen, der ved noget, der er værd at vide om dén tur, så er det netop S.U.T, der er en af de få, om hvem man kan sige, at han er gået hen og blevet en del af parnasset med værdighed og integritet i behold. »Hvis du skulle nævne en skidegod ny dansk forfatter, hvem vil du så fremhæve?«, bliver Thomsen spurgt i samtalen, der ellers fører vidt omkring fra Tove Ditlevsen, amerikanske film i 1970'erne, berømmelse, stalkers, københavnsk byudvikling til den unge Søren Ulriks pilgrimsfærd til Frank Jægers hjem i Helsingør. På spørgsmålet svarer den halvgamle digter klogt: »Jeg kunne nævne en hel håndfuld, men jeg tror, jeg nøjes med at sige det til dem selv personligt, for jeg er jo ikke ligefrem den hippeste avantgardist på scenen, så jeg er bange for, at det ikke nødvendigvis ville være en fordel for en ung digter at blive omfavnet af mig. Så jeg afleverer mine roser med en vis diskretion«. Sådan! Så kan de lære det - at ældes med stil. Under bæltestedet Magasinet rummer sine 224 sider, alle med mere eller mindre direkte fokus på litteratur. Med fornøjelse svælger man i: nye noveller af Jan Sonnergaard, Benn Q. Holm, Hans Lucht, Jeff Matthews m.fl., en vidende, veloplagt artikel om bøsselitteratur af Per Theil (tidl. teateranmelder på Berlingske Tidende), og så perlen i magasinet: En lang række små, fortættede nutidsprosastykker, sådan som man får dem, hvis man beder så forskellige personer som Naja Marie Aidt, Gritt Uldal-Jessen, Morten Friis, T.S. Høeg, Jens-Martin Eriksen og Kirsten Hammann for bare lige at nævne en fjerdedel af bidragyderne, om at bidrage til magasinet med en lille side under overskriften: 'Kære dagbog'. Den ene side efter den anden med forfatterportrætter af Knud Odde og Peder Bundgaard, og så de mere syrede koncepter: Lindbergs illustrerede gennemgang af kendte forfatteres tissemænd: »Niels Lyngsø: Diskret vandrer han gennem SuperBrugsen - og vupti: en ny fantastisk up-front-udgivelse. Pisseflot, Niels. Niels' penis er ligesom en lille gnalling, men alligevel af en anselig størrelse, når den er fuldt erigeret. Glansen er helt lyserød, nærmest funklende«, og sådan går det fra lem til lem hos Jens Christian Grøndahl, Peer Hultberg, Klaus Rifbjerg og såmænd da også Pia Tafdrup (!). Ironisk nok er det ikke skildringerne, der her i absolut bogstavelig forstand er under bæltestedet, men mere den almene satire, der må bide mest hos de enkelte 'ofre': »Et skideflot, men også lidt uhensigtsmæssigt forfatterskab. Vor tids Harald Høffding, blot mere favnende«, hedder det for eksempel om Carsten Jensen. Voksen og sjov? Kulturlivet her til lands er sgu slet ikke så kedeligt, sådan som kedelige mennesker alt for tit har alt for let til at sige. Og sådan behøver det sådan set heller ikke at være at blive voksen, sådan som unge mennesker tit har alt for let ved at tro. Er Magasin Schäfer blevet voksen og sjov frem for påtaget ungdommelig og kedelig? Jeg håber det, men holder mig alligevel tilbage fra at fælde den endelige smagsdom. For man har før fået taget en fus eller to på sig af den skævt begavede redaktion. For der er stadig noget, der skurrer: Hvad mener de egentlig med den der undertitel: 'Det ene udelukker ikke det andet'. Er det noget med skæg og snot, der bliver blandet sammen, eller er det den der med, at den, der kun tager spøg for spøg ...? Eller er der bare tale om en demonstration over for det parnas, redaktionen selv båtnakket benægter at være en del af? Se, vi kan godt, hvis vi vil. Men vi gider ikke, ha ha. Det ville ikke være sjovt. Det ville være trist.