Anna, jeg Anna

Lyt til artiklen

Anna Thygesen er en gæv jysk pige med en svær ungdom bag sig, i alle tilfælde en, der tog en svær drejning, da hendes forældre døde. Det er hun næppe ene om, men når Thygesens opvækst og livsforløb formodes at have særlig interesse, skyldes det hendes rolle i den såkaldte PFA-affære. Den fyldte jo tv-kanalerne med uforståelige indslag og aviser med endeløse artikler, som forsøgte at finde sandheden bag finansieringen af et stort byggeri i Spanien. 'Sandheden' Nu kommer så et partsindlæg, forklædt som en personlig beretning, og man kan undre sig over, hvem det mon kan interessere. Måske dem, der ikke var tilfredse med rettens afgørelse, og som håber på, at 'sandheden' endelig kommer for en dag? Utro charmetrold Det skal man nu ikke sætte næsen op efter. Anna Thygesen troede på Kurt Thorsen, indtil hun kom i tvivl. Intet i hendes beretninger om slagets gang i Danmark og Spanien spreder mere lys over denne dunkle affære, hvis udgangspunkt i dag som dengang forekommer fuldstændig absurd. Og desværre også ret ligegyldigt for andre end de personligt involverede. Men hvis man er interesseret i at få noget at vide om Kurt Thorsens rolle som charmetrold og utro kæreste, der smider om sig med penge, kan man rigeligt få sin lyst styret her. Fortaber sig i sin vrede Personlig må jeg indrømme, at det ikke vedkommer mig særlig meget, hvem den eksplosive entreprenør lå i med, og hvilke børn han tog med til Skagen og Disneyland. Men andre kan jo have andre interesser. Anna Thygesen skriver ikke dårligt og gør tilsyneladende et forsøg på at gøre 'Om mus og mænd' til en slags personlig udviklingsroman. Det lykkes bare ikke, fordi hun fortaber sig i sagens detaljer og i sin vrede over Thorsens rolle i deres private forhold. Måske kunne hun en dag prøve at skrive fiktion bygget på nogle af sine brogede internationale erfaringer. Det ville garanteret blive knap så kedeligt som beretningen om rottemændene, hun har mødt på sin vej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her