Det var ikke kristendommen, men folkekirken, som universitetsteologen Svend Bjerg ville afskaffe, da han sidste år ved denne tid (sammen med Palle H. Steffensen) udgav en bog med den opsigtsvækkende titel 'Nedlæg folkekirken'. Folkekirken skulle nedlægges for, at kristendommen kunne komme ud af statens jerngreb og genvinde sin betydning i tilværelsen. Kristne hverdagserfaringer Dette langsigtede og langt mere ambitiøse projekt følger Bjerg i år op på. I sin nye bog giver han et bidrag til troens trivsel uden for den stivnede og ceremonielle tilværelse i folkekirken. I 'Det evige i det flygtige', som bogen hedder, sættes kristendommen i forhold til 'hverdagserfaringerne'. Bogens undertitel, 'Kristendom i kortform', kunne få en til at tro, at der var tale om en indføring i kristendom. Det er der ikke. Apologetisk ærinde Bjerg leder ikke ind i kristendommen, men taler ud fra den fra første side. Med kristendommen som udgangspunkt causerer han om en række eksistentielle situationer, som er de fleste mennesker forundt eller slet ikke til at komme uden om: fødsel, kærlighed, skyld, arbejde og død. Kristendommen optræder ikke som en lære om, hvad man skal eller ikke må gøre i disse situationer, men som en måde at tale om dem på, der giver dem en mening, der ligger ud over det forhåndenværende. Ved at ændre på beskrivelsen af situationerne vil Bjerg forandre forståelsen af dem. Det apologetiske ærinde, som bogen er ude i, er at give det religiøse sprog »mulighed for at erobre vort hverdagssprog«, som Bjerg til sidst skriver. Skarpt tonefald På dette erobringstogt stævner Bjerg ud med store sproglige ressourcer. Han skriver med en grundlæggende bramfrihed, også i forhold til de høje emner, og strejfer fint det patetiske uden at søbe i det. Sikkert og oplysende inddrager han litterære eksempler og erindringsmotiver undervejs og siger sandheder - om blandt andet venskab og fjendskab og om forskellen på terapeutisk og radikal tilgivelse - som er lærerige, hvad enten man er religiøst eller irreligiøst anlagt. Djærvheden i tonen slår imidlertid nemt om i hårdhed og gør kort proces med folk, der ikke deler Bjergs kristne præmisser. Bogens succes afhænger vel i sidste ende af, at disse bliver bragt videre. Som udenforstående bliver man ikke i særlig vid udstrækning inviteret med indenfor. Der bliver derimod trukket store veksler på bedagede kulturkritiske talemåder om »det moderne menneske« og den sekulære kultur som »oplevelsessyg« og ufokuseret for at køre kristendommen i stilling som en nødvendighed. Er det mon nødvendigt?