Bogen minder slående om Billedbladet med en morale - så galt kan det gå, men det ender godt. Det er sagt i bedste mening. Man læser bogen om lille Pusle i en ruf, som om man er til frisøren, og det i den bedste stemning. Tidsfordriv. Det er mentalt, det er galt Bogen handler om barnestjernen Pusle, datteren af Frits Helmuth og Jeanne Darville, stadig kendt af nogle, der har set de oprindelige 'Min søsters børn'-film. Pusle blev barnestjerne, fra hun var tre, til hun var ni - og så blev hun glemt, selv om moderen med næb og klør forsøgte at fastholde og udvide glansen. Den sidste optræden var en kabaretoptræden med Jeanne Darville, en kabaret i Helsingør Revyen, som gik fire gange og blev en enestående fiasko. Moderen gik i stå i duetten 'Det er mentalt, det er galt', og datteren fik situationen reddet ved at sige: »Ja, det er virkelig mentalt, det er galt«. Hjælpeløst lidenskabelig Pusle skulle opfylde så meget, og det blev til så lidt. Den mor må have været sej at omgås og formes af - et indtryk af Jeanne Darville får man i Frits Helmuths erindringer 'Med mellemrum'. En hjælpeløst lidenskabelig dame, som træder ind i negligé foran datterens kæreste, en dame man bogstaveligt talt må flygte fra, og som alligevel rumsterer i baggrunden som ophav til alt: skønhed, neuroser, fedme og bumser, billig astrologi og Hollywood-drømme, skoleskift og modeloptræden på Strøget. Fra et naivt hjerte Pusles fader derimod er stadig omgærdet med tvivl og afstandens blanding af respekt og foragt - hvorfor var han der ikke? Pusles mor kan være svaret. Man burde iføre sig en helstøbt rustning, før man vovede at gense sit barn. Og der var alligevel altid en lille åbning, så lansen kunne trænge ind. Det er flot sagt af Pusle Helmuth: Jeg elskede min mor. Pusle Helmuths erindringer er skrevet lige ud af et meget naivt hjerte med journalisten Peer Kaae som formidler. Det kan være farligt at være barnestjerne, fortæller den. De voksnes egoisme er uhørt, men denne egoisme er slet ikke kommet med. Det er det søde ved bogen.