Det tog ti år for den amerikanske forfatter Sue Miller at få hold på bogen om sin fars Alzheimersygdom og død; ti år, hvor hun sloges med vreden over, at netop han, der havde udmærket sig ved sit klare intellekt, forsvandt ind i mørket - og med sin egen dårlige samvittighed over ikke at have taget sig godt nok af ham. Hun fortæller, hvordan hun i en periode rettede ham, når han så eller hørte ting, der ikke var der: »Nej far, se, når du kommer nær nok, kan du se, at det bare er et spejlbillede - ikke noget, som holder øje med dig«, eller »Nej, far, det er bare en hund, der gør langt væk - ikke et menneske, der kalder«. I begyndelsen indrømmede han sine fejltagelser, og hun var stolt af sin indsats - men en dag måtte hun erkende, at nu var også den evne væk, og hun var nødt til at følge ham ind i hans vrangforestillinger, hvis hun overhovedet ville have kontakt med ham. Alligevel blev han vred, hvis hun ikke gik hele vejen eller prøvede at aflede ham, og en dag udartede det sig til korporligt slagsmål, fordi han nægtede at gå med tilbage til det plejehjem, hvor han boede. Den dag måtte Sue Miller erkende, at det stort set var ligegyldigt, om hun besøgte ham eller ej. Det kunne måske nogle gange virke beroligende på ham, andre gange det modsatte, men sygdommen ville fortsætte, uanset hvad hun gjorde. Det er det sværeste at lære for en pårørende, skriver hun: »Man kan aldrig gøre så meget, at det kan ændre sygdommens forløb. Det er hårdt, fordi vi i forvejen føler, at vi aldrig har gjort nok (...) men når alt kommer til alt, er disse selvbebrejdelser overflødige. Sygdommen er ubønhørlig. Den driver spot med alt«. Faderens snigende demens Men 'Historien om min far' er mere end en sygehistorie. Sue Miller, der tidligere har fået udgivet flere romaner på dansk, senest 'Efter skilsmissen' i marts i år, nøjes ikke med at skildre sin fars decline and fall. Hun væver hele familiens skæbne ind, den sky, tilbageholdende teologiprofessorfar, den farverige, dramatiske digtermor, barndommen med de tre søskende og en sommer efter moderens død, hvor hun sammen med faderen prøver at grundrense hans nyindkøbte hus, der havde været beboet af et ufatteligt antal katte og var groet til med kattelort og tilhørende fluer. Et voldsomt, men underholdende projekt. Og det var tilfældigheder, når hun opdagede, at han havde glemt at vaske dørene ovenpå, som han havde lovet, eller at han fik sværere og sværere ved at træffe beslutninger. Indtil den dag i juni 1986, da han for vild og blev fundet af politiet efter at have flakket rundt i et par dage. Han døde i 1991, og det var en lettelse - og en sorg. »Faktisk vedblev jeg i adskillige år bagefter at lide under, hvad jeg betragter som nærmest anfald af sorg, uventede og ukontrollable anfald af sorg og raseri udløst ved mindet om min fars hjælpeløshed i sin sygdom og min egen afmagt over for den«, skriver Sue Miller. Bogen om ham er hendes forsøg på at huske ham, som han var og blev, og på at hjælpe andre, der tager sig af en elsket person, mens han eller hun forsvinder for øjnene af dem. I Danmark er der omkring 100.000 demensramte, halvdelen af dem med Alzheimers, fremgår det af den danske kommentar bagest i bogen. Og der kommer cirka 10.000 nye demenstilfælde om året. Så der er et umiddelbart publikum af pårørende, men Sue Millers bog kan sagtens læses som den velskrevne og umiddelbart fængende udviklingshistorie, den også er. Faderens udvikling nedad mod mørket, datterens mod selverkendelse og forsoning.