Gefallen für Grossdeutschland' stod der i et officielt brev fra Berlin, som i 1943 meddelte ægteparret Hedvig og Oluf Høst i Gudhjem, at deres søn var faldet på Østfronten. Og faldet for Stortyskland, det var Ole Høst. I flere betydninger. Det samme gjaldt det bohèmemiljø, han udgik fra, og som nu igen er kommet i søgelyset, fordi det også rummede de siden så kendte navne Knud W. Jensen og Ole Wivel. Ole Høst var den i gruppen, der tog de nazistiske sværmerier mest alvorligt - og den eneste, der døde af det. Men alle faldt de for charmeoffensiven sydfra. Det er emnet for den bornholmske journalist Hansaage Bøggilds bog, der i den sidste uge er blevet forhåndsskrællet af pressen og falbudt i sensationslunser til både det kødædende og det konfektspisende publikum. Ole Høsts skæbne Nu foreligger den trykt til nærmere eftersyn. Det er en smuk, nøgtern og sober bog, som ikke en kat vil kunne gø ad. Undtagen måske familien Høst. Bøggild har skrevet fem bind om den store Høst, men da han op til åbningen af Høst-museet i Gudhjem i 1998 ville linde på låget til sønnen Ole Høsts skæbne, kom han til at berøre så mange fortrængninger og tabuer, at han fik familien imod sig, røg ud af museets bestyrelse og blev lagt på is. Bøggild har med ildhu fundet og registreret 100 malerier af Ole Høst. Han har tyret dagbøger, breve og arkiver, interviewet vidner i læssevis og årevis. Men familien er stadig mere bange for lokal sladder end for historiens kendsgerninger, siger han, og familietraumet er stadig så styrende, at alle direkte spor af unge Høst er ausradiert, ikke bare på museet, men også i denne bog. Der er ingen gengivelser af hans - efter sigende talentfulde - billeder. Ingen direkte brevcitater. Kun referater. Herregud. Og historien om Ole Høst og hans vennekreds er jo ikke mere pinlig, end den er tidstypisk. Det er det, der gør den perspektivrig. Ole Høsts åndelige mentor I 1929 flyttede Oluf Høst med familie fra København til Gudhjems lys, og drengen Ole fik et atelier i haven, for der skulle jo blive en maler af ham. En bornholmermaler. Som 16-årig stak Ole til København, fik privatundervisning og havde i 1938 et frugtbart læreår i Paris hos Fernand Léger og surrealisterne sammen med Faaborg-maleren Thorkild Knudsen. Men Ole Høsts vigtigste og mest fatale mentor blev den tilrejsende østriger Fritz Waschnitius, der bl.a. levede af at formidle dansk kunst til udlandet. Det gav ham kendte beskyttere (nyttigt til at forlænge opholdstilladelsen), og det bragte ham ind i det livlige kunstnermiljø i Gudhjem. Waschnitius var særlig glad for unge mænd, som han læste højspændte tyske lyrikere og Nietzsches filosofi med. Ringen på Café Kronborg i Farvergade Omkring den charmerende skønånd med den wienerske accent opstod et bohèmemiljø, der blev farvet af helteidealer à la digteren Stefan Georges Männerbund, nazistisk tintet overmenneskefilosofi, førerkult og demokrati-skepsis. 'Ringen', som de meget tysk kaldte sig, rummede også Vedbæk-drengene Knud W. Jensen og Ole Wivel og malerspiren Erik Johansen, søn af Café Kronborg i Farvergade, hvor de holdt til, over for Jensens osteeksportfirma. Ved den tyske besættelse i april 1940 distancerede den britisk orienterede maler Sven Havsteen-Mikkelsen sig fra kredsen, mens Fritz Waschnitius ligesom sin storebror Victor arbejdede for besættelsesmagten som censorer og agitatorer i Statsradiofonien. Hans åndsaristokratisme havde en farlig politisk overbygning. Især Ole Høst sang med på hans melodi om, at »det europæiske menneske skal frelse verden fra den kommunistiske fare«, men også andre i kredsen havde en skrårem af huden. Ole Høst endte i Waffen-SS I 1941 tog Ole Høst og Erik Johansen arbejde i en kulmine ved München for sagens skyld. De meldte sig til Waffen-SS, og mens Erik Johansen slap hjem - han skulle giftes og overtage sin fars café - gik Ole Høst planken ud. Familie og venner søgte at tale ham fra det, men han endte i Panzerdivision Wiking. Trods sit flotte 'ariske' ydre var han ikke den fødte soldat, og 20. juli 1943 faldt han ved Barvenkowe i Ukraine. 28 år. Familien i Gudhjem modtog den officielle tak fra Berlin, og sad så bare tilbage med Oles tilsendte ur, tandbørste og soldaterbog - og et evigt sår i sjælen. De forstod ikke deres »gode, elskede og søgende Dreng«, som det hed i dødsannoncen. Moderen blev stadig mere svagelig og neurotisk, faderen signerede sine glødende landskaber med 'OH BB' - BB for Bornholm/Barvenkowe. Familien blev længe chikaneret som påstået 'tyskvenlig', og siden søgte de altså at fortrænge Ole og hans kunst. Kritik af Ole Wivel Havkatten i hyttefadet, historiens skurk - for alle, der har beskæftiget sig med den - er naturligvis Fritz Waschnitius. Hansaage Bøggild fortæller sagligt neddæmpet, med fuld dækning i kilderne, der tålmodigt er udgravet fra politiets arkiver. Men man aner hans harme over rottefængeren, der fordrejede hovedet på sine unge beundrere, jodlede om stordåd, helteære og offerdød, jublede ved Ole Høsts afrejse med hornmusik - og bagefter undgik retsopgøret og svømmede ovenpå. Men faktisk forholder Bøggild sig lige så kritisk til Ole Wivel. I 1998 tog han Wivel på ordet, da denne i et brev udlagde Ole Høsts tilslutning til Waffen-SS som afsporet idealisme og en ulykkelig tilfældighed: » ... med andre forbilleder end den usalige Fritz W. var han blevet frihedskæmper, ingen tvivl om det«. Bøggild ændrede syn på Wivels udlægning efter afsløringen i 2001, da Wivel angreb en litteraturforsker med en usand pjece - og blev ramt af en boomerang, fordi pjecen provokerede Jyllands-Posten til at publicere stærkt belastende tekster, et digt og nogle breve, fra 1941-42. Wivel havde i erindringerne 'Romance for valdhorn' (1972) talt om »vor romantisk-heroiske vildfarelse«, men han fortav, hvad det famøse digt og brevene nu røbede om hans førerkult, hans hyldest til 'Stor-Germanien's felttog mod øst og dets kamp »mod fremmed races tro og vold« - og hans hån, da vennen Erik Johansen trodsede kredsens heroiske idealer og ikke meldte sig som frivillig. Som Wivel skrev til Johansen 1.2.1942: »Dit nederlag er uigenkaldeligt ... Min foragt for dig er stor, og jeg er utrøstelig«. Bøggild mener, at Wivel »først sent slap sin tro på den nye verden«. Knud W. Jensen også betaget af nazismen Fra Knud W. Jensen kendes ikke så belastende udsagn. Han omtaler ikke kredsens sympatier i sine erindringer, men han vedgik dem: »Det er et mørkt punkt i min fortid, som jeg er meget lidt stolt af, men jeg vil fortælle dig ærligt om det og vise dig de breve, jeg har«, sagde han flot, da vi diskuterede det i 1995. Det nåede han nu aldrig før sin død i 2000. Han tilføjede: »Vi brød med Waschnitius før den 29. august 43«. Men det kan jo også siges at være tre år for sent. Eller ti år for sent, for lige fra 1933 skinnede begge Waschnitius-brødrenes øjne af Hitler-begejstring. Og både Wivel og Knud W. Jensen genoptog efter besættelsen forbindelsen med Fritz W. Og hvad skal man så mene om de 'romantisk-heroiske vildfarelser' 1939-43? Er de, som de respektive familier vil overtale os til at tro, bare flygtige idealistiske griller, der falder ind under ungdommens kroniske uskyld og privatlivets fred? Jo, der er også elementer af æstetisk dæmoni og politisk fantasteri i disse 19-28-åriges fører- og mandekult, i lede ved 'materialismen', demokratiet og Socialdemokratiet. Tidens salonfacisme Det er også den velbjærgede tennisungdoms parallel til tidens salonfascisme. Men ufarligt var det jo ikke, og når det som her drejer sig om en intellektuel elite af senere kendte folk, er det af klar historisk interesse at forstå, hvorfor det skete, og hvorfor fortiden er blevet så fortrængt og forvansket. Hansaage Bøggild nærmer sig, spredt rundt i bogen, et mønster, en både psykologisk og ideologisk forklaring på nazismens tiltrækning. Han ser Ole Høsts valg som et oprør mod en beundret fars krav. Han hadede forældrenes verden, og når han troede på den retfærdige krig og ville »kæmpe mod de røde djævle« i øst, som han skrev fra Rusland, var det en flugt fra autoriteten, hvor alting blev ordnet for ham, ind i et nyt, men bredere autoritært fællesskab. En ny identitet i soldatens stramme normer. Bøggild gør analysen mere generel. Han peger på, at den jævnaldrende Gustaf Munch-Petersen, med samme tilknytning til Gudhjem, også drømte om at finde »mit eget land« - og fandt det i kommunismen. For unge Høst og hans kreds, der ville bryde med forældrenes honnette borgerlighed og det gamle Europa, blev Tyskland en 'redningsplanke' i en kaotisk-desillusioneret tid. En drøm om den rensende storm, der ville skabe frigørelse og et nyt samfund. Men deres drøm blev afsporet i naiv underkastelse, indtil den ene døde af det - og de overlevende kom på bedre tanker. Til gengæld var de for livstid brændt både af mødet med forføreren og af deres egen skyldfølelse. Dette gruppesignalement handler også - Bøggild bruger bare ikke ordet - om noget uhyre tidstypisk for 1930'erne og 40'erne: den totalitære fascination, diktaturets fristelse, som den fandtes på både højre og venstre fløj. Kulturlivet brugt til at legitimere nazismens ideologi Bøggild overser en vigtig inspirator for vennekredsen: tyskprofessoren Carl Roos, der blev Hitler-beundrer, tog imod Det Tredje Riges medaljer og messede om »det ensomme, høje heltesværd«. Roos blev især Wivels mentor, bro til »den store reaktionær« Stefan Georges idé om digternes åndelige førerskab »mod demokrati og materialisme«, som Roos sagde. Roos skulle efter planen være den faglige garant, når Ringens Forlag - med officiel adresse i Wivels morfars ejendom Vesterbrogade 9B - skulle sprede tysk højromantisk litteratur. Den første planlagte udgivelse var Novalis. Her arbejdede 'Ringen', Wivel og de andre, der var 'faldet for Stortyskland', med på at bruge kulturlivet til at legitimere nazismens ideologi og pynte på Tysklands image. Det begyndte i sværmerisk idealisme og fantasteri, men når fjenden står i landet og man støtter den, så hedder det kulturel kollaboration. Medmindre man foretrækker at henregne det under tåbeparagraffen.