En rodebutik af en bog

Lyt til artiklen

Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen høstede megen ros, da de i avisen Dagens korte levetid nåede at skildre rockeren Claus Bork Hansens liv og død i føljetonform. Det var både letlæst og spændende. Samtidig fik læserne et indblik i den lukkede rockerverden. Siden har de to journalister arbejdet videre med sagen. Nu udgiver de materialet i bogform. Det skulle de hellere have ladet være med - i hvert fald i denne skikkelse. Bogen er et eksempel på, at dagbladsartikler er en letfordærvelig vare, som sjældent kan klare langtidskonserveringen til bog. Behov for datoliste I dette tilfælde er det endt som en gevaldig rodebutik med ulideligt mange spring frem og tilbage i kronologien. Den slags kan meget vel fungere som føljeton, hvor skildringen per definition brækkes op i mange bidder, og hvor læserens nysgerrighed skal fanges afsnit for afsnit. Men når metoden overdrives, svækkes en af bogmediets ellers stærkeste sider - nemlig evnen til at skabe overblik og sammenhæng ved at trække de lange linjer i en historie. I 'Abemanden' er skildringen så fragmentarisk og kalejdoskopisk, at historien kommer til at flimre. Læseren skal virkelig være på stikkerne for at holde sammen på de mange løse ender, som forfatterne langer ud. Skønt de 26 korte kapitler hver især er både velskrevne og letlæste, efterlader de et akut behov for en datoliste. Forfatterne giver ingen forklaring på fortælleformen. Men metoden kan rejse spørgsmålet, om flimmeret skal dække over hullerne i fortællingen? For selv om det i høj grad tjener forfatterne til ære, at det er lykkedes dem at trænge så langt ind i rockernes afsondrede verden, mangler der væsentlige dele af Claus Bork Hansens liv. Barndommens betydning Han blev født som den første af et tvillingepar nytårsaftensdag 1963. Broderen fik problemer med stofmisbrug, mens Claus kom ind i inderkredsen af rockergruppen Bandidos. I forsommeren 2000 forlod han gruppen. Mindre end et år efter blev han likvideret på en vej i Vanløse. Bogen fortæller om opvæksten i Hedehusene og tegner billedet af en dreng, der manglede støtte og kærlighed og bestemte sig for at gå sine egne veje. Tilsyneladende blev han hjulpet godt på vej af nogle sociale myndigheder, der lod familien med den unge, enlige mor i stikken. Det måtte forfatterne gerne have gravet mere i. Det er ikke meget, de fortæller om tvillingernes første år. Skuffende lidt i betragtning af barndommens betydning for den personlige udvikling. Og utilfredsstillende i betragtning af, hvad der ellers bruges plads på. For bogen vrimler med oplysninger, som nok vidner om en kolossal research, men som reelt har mindre betydning. Det gælder et hav af detaljer af den særlige art, som journalister nærer en forkærlighed for at strø ud over deres historier for at give dem ekstra autenticitet. God mod dyr Læseren får et levende indtryk af Claus Bork Hansens omgang med sin hidsige abe, men mangler oplysninger om, hvor han fik sine mange penge fra. Den førtidspension, han snød sig til, rakte ikke til at betale hans levevis. Bogen efterlader et billede af ham som en hård, men retfærdig person, der var god mod dyr. Hans ofre, som han mere eller mindre slog til lirekassemænd, ofres der ikke mange linjer på. Lige så uforklaret står hans forvandling fra tro Bandidos-kernemedlem til fjende af gruppen. Ifølge bogen brød han med Bandidos, fordi han ikke ville skåle med Hells Angels efter fredsslutningen oven på rockerkrigen mellem de to rivaliserende grupper. Men kort efter hjalp han selvsamme Hells Angels med at oprette en klub for unge, som gerne ville ind i gruppen. I et efterskrift fortæller forfatterne, at tronen vakler under Bandidos-bossen Jim Tinndahn, der angiveligt slås med et svigtende helbred. De forudser, at han bliver afløst som chef for foretagendet i løbet af sommeren. Det må læseren så tro på eller lade være. Oplysningerne savner antydningen af kildeangivelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her