Esaus hustru er datter af Elon. Ti kapitler længere henne i Første Mosebog hedder hendes far Ismael. De døde skal genopstå i Det ny Testamente. Men flere steder i det gamle skal de forgå. Den slags selvmodsigelser sad en opvakt teologisk studerende ved navn Matthias Knutzen og registrerede. Han var født ca. 1646 i Eiderstedt, syd for Kongeåen i det gamle Sønderjylland. Og han ville ikke lade sig noget binde på ærmet. Antiautoritær indstilling I grunden var det lige efter Luthers hjerte. Kristendommen bygger på Bibelen. Den må man læse, hvis man vil være en god protestant. Den er fundamentet. Matthias Knutzen mente, at man måtte læse den selv, uden en andens ledelse. Og dermed lagde han den første spire til den antiautoritære indstilling, der under navnet 'oplysning' skulle brede sig i det følgende århundrede. Bibelen er »en smuk fabel« Men det kunne Matthias Knutzen ikke vide noget om. Han brugte bare stædigt sin fornuft og kom frem til, at en så selvmodsigende tekst som Bibelen ikke var noget særlig godt fundament at bygge på. Der er ord i Bibelen, der har op til ti betydninger. Hvem skulle afgøre, hvilken der er den rigtige, spurgte denne omvendte fundamentalist. Et bedre fundament, mente Knutzen, måtte være 'samvittighedens stemme', navnlig hvis flere i fællesskab kunne enes om, hvad den stemme sagde. Bibelen derimod er ikke andet end »en smuk fabel«. Kants bedstefars generation Det blev ikke rigtig til noget med Knutzens teologiske karriere, vil man kunne forstå. Der var jo endnu ikke nogen 'folkekirke', som uden besvær kan opsluge den slags. Sporene efter ham fører til Kønigsberg, hvor han - som Jens Glebe-Møller, der har gravet ham frem, drømmer om - kunne være blevet lærer for Kants far, en stilfærdig saddelmager, der kunne have lært af Knutzen og videregivet til sin senere så berømte søn, at mennesket skal træde ud af sin umyndighed og bruge sine egne øjne og sin egen forstand. Denne Knutzen tilhører Kants bedstefars generation, så tidligt er han ude. Bag historiens overflade Glebe-Møller, der frem til sin pensionering var professor i teologi ved Københavns Universitet, har fundet endnu en rebelsk sønderjyde, Joachim Ram, også fra den teologiske verden, der hængte sig og efterlod et testamente, hvor han udtrykte den overbevisning, at hans sjæl ville dø sammen med hans krop. De to sønderjyder, der »løb den protestantiske line helt ud«, var selvfølgelig ikke noget, man kunne tale højt om i 1600-tallet. Deres betragtninger kendes kun fra gendrivelserne af dem. Heraf fremgår også, at den slags rebelske tekster blev både læst og afskrevet. Der fandtes en hemmelig litterær cirkulation i ortodoksiens og censurens tid. Jens Glebe-Møller giver et fascinerende glimt af denne skjulte rebelske verden bag historiens overflade.