Milan Kundera skriver et sted, at det var med Cervantes' navnkundige roman 'Don Quixote' (1605-15), at den europæiske roman blev født, og han fremhæver, at det var med en rungende latter, denne roman kom til verden. Over for kunstigt oppustede autoriteter og forsøg på at knæsætte entydige sandheder satte romanen ind med ironi og flertydighed. Som bekendt fik vi herhjemme for få år siden hele to nyoversættelser af Jomfru Biehls charmerende, men efterhånden bedagede version af 'Don Quixote'; den ene stod Rigmor Kappel Schmidt for, og det er også hende, der nu har publiceret en god og levende indføring i makkerparret Bakhtin-Cervantes. Ligeværdige samtalepartnere Men hvorfor netop de to? Argumentet er, at Cervantes' roman i særlig grad egner sig til på samme tid at belyse og teste den russiske romanfilosofs begreber og hypoteser. Med det er også antydet, at Kappel Schmidt på en forfriskende måde lader Cervantes indgå som næsten ligeværdig part i dialogen med Bakhtin - i stedet for at reducere litteraturen til blot at være et eksempel på denne eller hin teoretiske påstands gyldighed og rækkevidde. Nu får Cervantes, i hvert fald et stykke ad vejen, mulighed for at tale og tale tilbage til Bakhtin, i øvrigt helt i tråd med Bakhtins egen idé om det dialogiske og polyfone sprog. Veloplagt ordstyrer Spørgsmålet er så, om denne fingerede dialog svarer til den ophidsede don Quixotes kampridt frem mod de møller, han mente var ildsprudende drager? Anderledes sagt: Kan dialogen virkelig komme ordentligt i stand, når Cervantes er så utrolig flertydig og spillende, som tilfældet er, og når Bakhtin samtidig er så notorisk vandig og flydende i sit begrebsapparat, som tilfældet også er? Jeg mener ja, men det skyldes i ganske vidt omfang, at ordstyreren er så kontant og veloplagt. Kommer skiftevis til orde Helt konkret falder værket i tretten korte kapitler, der kommer vidt omkring latterkultur og karnivalisme, etik og æstetik, kronotoper (altså tid/rum-former i romanen), det monologiske og det dialogiske, det metafiktionelle og fortællerproblematikken; alt i alt en omfangsrig dialog eller duel ligefrem, mellem Bakhtins mange begreber og Cervantes' flerfoldige fortællinger. Kappel Schmidt har gennemgående bygget tingene sådan op, at Bakhtin og Cervantes på skift kommer til orde. Derved får vi en gradvis introduktion til basale begreber hos Bakhtin, parallelt med en præsentation af relaterede fænomener i Cervantes' roman. I baggrunden får vi samtidig en relativt grundig skildring af den historiske sammenhæng, som Cervantes skrev i, parret med en undersøgelse af Bakhtins omgang med det historiske stof. Idyllisering Der er en stedvis tendens hos Bakhtin til at romantisere: Det dialogiske sprog er uafsluttet, lyttende, muntert og horisontalt, hvorimod (magtens) monologiske sprog er arrogant, stift, humorforladt og vertikalt. Vel ikke direkte usandt, men en sandhed med så store modifikationer, at man ofte tvivler på den begrebslige værdi af det skel? Og kan skellet overføres direkte til litterære genrer? Bakhtin siger f.eks., at poesien taget under ét er monologisk og romanen dialogisk - passer det nu også? Kyndig guide Kappel Schmidt går ganske vist i rette med Bakhtin og fremhæver, at det dialogiske og det monologiske altid vil optræde i fleksible sammenkoblinger, men overskrider ikke for alvor den undertiden ret bombastiske modstilling af begreber hos Bakhtin. Omvendt er hun en meget vidende, sprogligt særdeles kyndig og redelig guide gennem Cervantes læst med de bakhtinske briller. Og vi får uden tvivl, hvad titlen lover: en indføring i Bakhtins univers, og i tilgift altså også en guidet tur gennem Cervantes' forunderlige, gale og morsomme verden.