0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Grisen der sang for månen

Grise, køer og høns har et mere varieret følelsesliv, end vi tør tænke på, når de ligger lig i køledisken, afsløres det i en underholdende og foruroligende bog om husdyrenes livsbetingelser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når mennesker begynder at give dyr navne, bliver forholdet mere intimt. Det er sværere at spise en høne, der hed Grethe, end en kylling, der bare hedder Danpo, når den ligger lig i køledisken.

Og grisen Olfert, som man måske har kløet bag øret, skal der også mere end overvindelse til at se som søndagsmiddag med sprød svær.

Kommer det til katten Felix og hunden Mille, får vi brækfornemmelser bare ved tanken om, at kineserne kan finde på at partere og servere disse kostelige kæledyrs artsfæller.

Min hund går i hvert fald altid over på det modsatte fortov, når vi nærmer os en kineserrestaurant. Mille er sådan en klog hund, men hun har altså hverken opfundet lynlåsen eller mobiltelefonen, og helt ærligt, så er det mig, der trækker i snoren ved Lai Hoo i Store Kongensgade.

Lever ikke naturligt
Det er aldrig faldet mig ind, at jeg som oprigtig dyreven skulle overveje at blive vegetar, før jeg læste Jeffrey Massons 'The Pig Who Sang to the Moon - The Emotional World of Farm Animals'.

Den mand, som er doktor i sanskrit (et oldindisk sprog) og tidligere projektleder ved The Sigmund Freud Archives, kan få det til at vende sig i mig med sine forførende historier om det dyreliv, som er bærende for nogle af denne verdens største industrielle interesser, fordi vi opretholder menneskelivet ved at spise køer, grise, kyllinger, lam, ænder, geder og gæs. Kun med den variation, som visse trosretninger beordrer.

Dyrene har nemlig ikke levet i overensstemmelse med deres sande natur. Den skæbne overgår også mange mennesker, og det er der grunde nok til at være taknemmelig for, når man tænker på, hvad der foregår ved krigsdomstolen i Haag for tiden. Men nu drejer det sig om de dyr, som Masson kalder farm animals, altså husdyr, der udelukkende opdrættes med henblik på fortæring. Hvem er de, og hvordan har de det?

Strandgrisen
Den gris, der har givet titel til bogen, hedder Piglet, efter det engelske navn for Grislingen i Peter Plys. Jeffrey Masson og hans familie traf den på en strand nær Auckland i New Zealand, hvor de købte et hus, som de stadig bor i.

Piglet levede et uafhængigt liv på stranden og var en lokal attraktion, værdsat for sin umådelige venlighed, især over for børn. Hun svømmede hver morgen, når havet var mest roligt, og forfatteren påstår, at hun også smilede, især hvis hun kunne høre musik. Når månen stod højt på nattehimlen, var Piglet på sit højeste af fryd og sang for månen.

Som andre grise - og mange mennesker - havde hun en højst varieret smag med udtalte præferencer. Hvis grise selv kunne vælge, ville de foretrække mangofrugter og macadamianødder, viser forsøg med grise i såkaldte sanctuaries, fristeder eller reservater, som Masson har opsøgt rundt om i verden, overvejende i England og USA. Det er her, han har studeret husdyrenes følelsesliv og foretrukne adfærd.

Når disse iagttagelser stilles over for den virkelighed, som bliver langt de fleste husdyrs skæbne i det industrialiserede landbrug, er der lagt op til en gruopvækkende rædselsbeskrivelse, men Massons force er, at han aldrig bliver skinger i tonen, men højst saglig bag den højromantiske opfattelse af, at vi skulle forsage de animalske spiser og blive vegetarer. Sådan som grisene, køerne og kyllingerne.

Varieret følelsesliv
Det er selvfølgelig en helt urealistisk tankegang, men bogen er ikke sentimental, sådan som mange dyreudsendelser på tv, der tillægger dyr menneskelige egenskaber og reaktionsmønstre, hvor der er tale om instinkter og naturlig adfærd.

Masson gør dog gennem sine varme og intelligente observationer klart, at husdyrene har et langt mere varieret følelsesliv, end vi bryder os om at vide.

Historierne er særdeles underholdende, men afslører også, at vores opmærksomhed omkring dyrevelfærd først opstår, når den anfægter vores eget velfærd eller helbred, kogalskab og fjerkræinfluenza in mente.

Det er lykkedes for den såkaldt civiliserede verden at se helt bort fra, at kødet i supermarkederne faktisk kommer fra levende væsener, som vi sjældnere og sjældnere ser i øjnene eller kender i hel stand. Man skal til en halalslagter for at se en uparteret dyrekrop.

Vi læser heller ikke bøger om de dyr, vi spiser. Husdyr eksisterer kun i børnebøger for de mindste, og her fortæller man ikke historier om, hvordan en ko, der sit voksenliv igennem bliver holdt gravid fra fødsel til fødsel for at holde mælken strømmende, inden det udpinte dyr, længe før det har nået sin naturlige gennemsnitsalder, bliver til burgere, eller om den jammer, der følger enhver fødsel, når kalven straks fjernes fra sin mor.

Ko og kalv kan blive ved med at kalde på hinanden, til de ikke har stemme tilbage: »Kom min bitte kipkalv«. Husdyrenes virkelighed har været fortrængt, længe før Walt Disney tegnede Nora Malkeko og Klara Kluk, men fødevareindustrien må dog elske ham for lystig bistand til fortrængningen.

Kombination af instinkter
Uanset hvor mange fine anekdoter Masson fortæller om husdyrenes kapacitet for hengivenhed og reaktioner, påviser han ikke en højere intelligens. Det er kombinationer af instinkter, der naturligvis kan stimuleres og udvikles, sådan som det sker i de reservater, hvor man lader dyrene udfolde sig uden profit for øje, men respekterer et liv som et liv.

Selvfølgelig kan de føle angst, sorg og glæde, og selvfølgelig vil husdyrene passe og opdrage deres afkom, hvis de får mulighed for det. Det er berigende at læse om deres måder at gøre det på.

En hønemor er en virkelig hønemor også i menneskelig forstand, når vi får dens adfærdsmønster forklaret i omgivelser, der er langt fra Thailands torturkamre for kyllinger. Grisenes instinkt for at bygge rede og 'opdrage' fungerer heller ikke på svinefarmene i USA (eller andre steder), hvor søer bliver så fede, at de ikke kan rejse sig fra det betongulv, som de føder kuld efter kuld på.

Man kan supplere sin læsning med en af de seneste dages avisnyheder om en dansk svineavler, der har opfundet en skulderbandage, som skal hindre, at svinene får sår på grund af de boligforhold, vi nu engang finder acceptable for dem, inden de sendes på den sidste rejse i to- eller treetagers langtursbusser uden hvile