0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den samme gamle sang ...

Umiddelbart er der en verden til forskel på Linkin Park, Travis og Britney Spears. Men i virkeligheden synger de den samme sang, hævder ny bog.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man synes, at alt det støj, der glider ned ad lydtapetet i radioen døgnet rundt, lyder ens, er man ikke nødvendigvis bare en gammel stivstikker. For tidens hits er faktisk til forveksling ens, hvad enten de kommer fra hårdtpumpede metalrockere som Linkin Park, teenageidoler som Britney Spears eller seriøse briter med smerte på hjerte som Coldplay eller Travis.

Det er i hvert fald konklusionen på den minutiøse undersøgelse af et hits anatomi, som de to kandidater i musikvidenskab, Henrik Marstal og Morten Jaeger når frem til i deres bog 'Hitskabelonen'.

Konkurrence og ensretning
At et pophit mere eller mindre er skåret over den samme læst, er måske ikke den store nyhed. Men Marstal og Jaeger dokumenterer, at ensretningen af ørehængerne er blevet mere og mere udtalt i de senere år i takt med den benhårde konkurrence om opmærksomhed, både musikere og almindelige mennesker og musikforbrugerne, må leve med.

En sang skal fange os med det samme, hvis den vil have en chance. Og skal vi i en verden af flimmer, stress og jag, fastholdes gennem de tre-fire minutter, den maksimalt må vare, skal vers og omkvæd sættes præcist ind efter en nøje udrenget formular. Eksempelvis skal omkvædet falde første gang, 40 sekunder efter at sangen er startet og allersenest efter et minut!

Nedslående resultater
I bogen gennemgår forfatterne i skemaform så umiddelbart forskellige sange som Alanis Morissettes 'Ironic', Saybias 'The Second You Sleep', 'Empty Space' med Jupiter Day, Jons 'Right Next To You', Justin Timberlakes 'Rock Your Body' og Linkin Parks 'In The End'. Resultatet er det nedslående, at alle numrene er skåret over den fuldstændig samme læst.

At det forholder sig sådan, glæder naturligvis ikke de to musikelskende forfattere. Heldigvis forfalder de ikke til den nemme løsning, nemlig at skælde ud på kommercialiseringen af både pladebranchen og radiomediet, som jo skaber (og fravælger) de fleste potentielle hits.

Nej, den nye form for McMusik, skyldes også en vis dovenskab hos os musikforbrugere, musikerne selv, som er alt for forskrækkede over for eksperimenter, og naturligvis en kriseramt pladebranche, som vil have sikkerhed frem for alt.

Livet i hitfabrikken
'Hitfabrikken' kværner løs, men den kan standses, mener forfatterne. De håber, at en ny og anderledes mangfoldighed atter vil brede sig i musikken, blandt andet fordi det med ny teknologi og internettet som lynhurtig distributør bliver lettere og lettere at få adgang til også anderledes musik.

Måske lidt naivt, men omvendt viser hittet 'Take Me Out' med den fremragende skotske gruppe Franz Ferdinand aktuelt, at det kan lade sig gøre. Det hit starter nemlig i et helt andet tempo og takt end resten af sangen og er et formidabelt eksempel på, at der trods alt stadig findes et publikum med lyst og mod på eventyr.

Netop et eventyr var karrieren for den dansk-norske popgruppe, Aqua, hvis ene medlem, René Dif med bogen 'Popdreng' er kommet først med en beskrivelse af livet inde i hitfabrikken. Desværre en meget skuffende og meget lidt reflekteret udladning af banaliteter om, hvor svært det er at gå fra at være gadedrengen René til at være verdensstjerne.

Bogen rummer stort set ingen refleksion over Aquas rolle og musikalske input, men har til gengæld masser af jammer over, hvordan gruppens to komponister, Søren Rasted og Claus Noreen, nægtede at høre på stakkels René, når de skrev sange.

Popmusikkens døgnflue
Det var i øvrigt under arbejdet med debutalbummet 'Aquarium' fra 1997, at de to komponister opfandt begrebet 'Mazda-tid' med henvisning til model 323 om længden på et nummer. For at fastholde lytteren måtte en sang ikke vare mere end 3 minutter og 23 sekunder i Aquas univers.

Den oplysning står (selvfølgelig) ikke i 'Popdreng', men i 'Hitskabelonen'. Hvis man vil være klog på vilkårene og mekanismerne i moderne popmusik er det den bog, man skal læse i stedet for den næsten ynkelige klagesang fra en af dem, der har passet en af maskinerne i hitfabrikken for en stund uden at få det store med derfra.

Den slags har den kyniske popbranche naturligvis sit eget gode ord for, nemlig døgnflue.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere