I dag kunne Villy Sørensen være fyldt 75, hvis han ikke var død. Skindød - tænker man, når man sidder med bogen om ham, skrevet af familie, venner og bekendte. Det hører til sjældenhederne, at et menneske erindres så skriftligt, så hengivent og så nøje efter sin død. Der må have været noget ganske særligt ved Villy Sørensen - men hvad? Jo, en stor forfatter og essayist, siges det. Selv har jeg - her kommer en indrømmelse - aldrig været særlig begejstret for 'villysoffen', og jeg har heller ikke - måske af samme grund! - særlig god forstand på ham, som i øvrigt en af de her nærværende forfattere engang bemærkede til mig. Det skyldes måske, at jeg kun har besøgt ham en enkelt gang i Taarbæk, da han sad og hvilede ryggen i sin sadelstol og virkede noget distræt. Men andre har han sagt en hel del. Hvorfor? Niels Barfoed kommer det vel nærmest ved at karakterisere ham som ven og mentor. Denne Villy Sørensen var netop venlig og interesseret, han var en oprigtig intellektuel, ikke en modeintellektuel, som begærligt satsede på prestige og forgyldning. Når Klaus Rifbjerg her i bogen vender sig til hans hus og hjem og forsøger at udlede, hvorfor det forekom som en kulisse, med en vandhane, der løb i badekarret som en ruststribe fra oldtiden - og en vis lugt af mandens uldsokker og cardigan - er beskrivelsen ikke ondt ment, det forekommer blot, som om denne lidt sparsomme lejlighedsbeskrivelse skal udløse vores forståelse for åndeligheden ved Villy Sørensen. Åndelig og engageret, det var han. Flere gange tidligere har Klaus Rifbjerg skildret sit praktiske og inspirerende samarbejde med ham på redaktionen af Vindrose i 1960'erne; her prøves - skødesløst - en ny model. Som i hvert fald er mere blufærdig, men også mindre interessant end den artikel, Niels Barfoed skriver. De var skolekammerater på Vestre Borgerdyd Skole og Sørensen allerede anerkendt som den begavede nørd i en epoke, da intellektuel formåen var et plus i gymnasiet. Her var der ingen, der mobbede en dreng, som kom fra jernbanemiddelklassen og alligevel brillerede.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























