Severin Veiersøe hed han, den niårige dreng, der for længe siden, nemlig i 1824, begyndte at føre dagbog og fortsatte med dette i de perioder af sit liv frem til 1838, hvor han følte, at noget vigtigt var ved at ske. Det drejede sig om opbrud af den ene eller den anden art, og han har derfor ment, at han ved hjælp af sine ord kunne fastholde sine følelser og overvejelser i forbindelse med disse. Og fordi han var udstyret med nogle fornemme sproglige evner, er hans dagbog en stor oplevelse at læse. Man får et overraskende indblik i denne dreng og unge mands overvejelser og oplevelser og hårde kamp for at komme over i degneklassen. Det var ingen høj social klasse at være i, men den var dog bedre end at være tjenestekarl og soldat, og det var den eneste anden mulighed, der var til stede for ham. Severins dagbog giver også et fortræffeligt billede af det, man har kaldt for almuens liv, det vil sige for menigmands hårde, slidsomme arbejdsliv, hvor smerten havde større plads end glæden.
Brudstykker af en ægte landsbydegns dagbog
Lyt til artiklen
