Traudl Junge var en ung pige, der passede sit arbejde omhyggeligt og ikke reflekterede over sin arbejdsgivers mål og midler, for han var en behagelig og faderlig mand. Det var også mere tidspresset end tekstens indhold, der fik hende til at ryste på hånden, da hun efter diktat skulle nedskrive hans testamente, hvoraf det fremgik, at han ville gifte sig med sin elskerinde og derefter forlade den verdenshistoriske katastrofe, han havde sat i gang. Chefen var Adolf Hitler. Traudl Junge var en af hans private sekretærer fra 1942 til 30. april 1945, da føreren og Eva Brauns lig gik op i flammer og deres røg forenede sig med den, der steg op fra det brændende Berlin. I 1947 nedskrev hun sine erindringer, og de danner grundlag for den bog, der udkom kort tid, før hun døde som 81-årig,'Til den bitre ende'. Samtidig kom dokumentarfilmen 'Im toten Winkel', der netop har haft premiere herhjemme under den nok så banale, men vel umiddelbart mere appetitvækkende titel 'Hitlers sekretær'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























