Det er typisk for børnelægen og psykoanalytikeren Donald W. Winnicotts beskedne væsen, at han forsyner sit hovedværk 'Leg og virkelighed' med dedikationen: »Til mine patienter, der har betalt for at undervise mig«. Nu foreligger bogen igen på dansk. Fagfolk vil vide, at den er obligatorisk læsning, men den er også udvidende og til tider krævende lystlæsning for alle, som er interesseret i barnets tidligste udvikling. Winnicott (1896-1971) er kendt som den, der nærmere har beskrevet og fortolket barnets 'overgangsobjekter', dvs. den bamse, hovedpude eller tommelfinger, som det 4-12 måneder gamle barn bruger, når det skal forvandle den symbiotiske sammensmeltning med moderen til en egentlig objektrelation. Han definerer også barnets småpludren og sanglyde i den periode som overgangsfænomener. I den forbindelse formulerer han et paradoks: »Spædbarnet skaber objektet, men objektet var der og ventede på at blive skabt og blive til et besat objekt«. Med andre ord: Overgangsobjektet er både et faktisk objekt, som af spædbarnet forvandles til en fantasi, og et fantasiprodukt, som forvandles til en fysisk realitet. Objektet symboliserer moderens omsorg og gør det dermed muligt for barnet langsomt at overkomme den frustration, som moderens begyndende fravær fører med sig.
Moderen og spejlet
Lyt til artiklen
