Det moderne gennembrud' er den betegnelse, litteraturhistorikerne gerne klistrer på nyorienteringen i dansk og nordisk åndsliv efter 1870, det er Georg Brandes opgør med den litterære romantik. Betegnelsen har ikke været forbeholdt litteraturen; det er også Theodor Philipsens solbeskinnede efterårsdage og L.A. Rings virkelighedsnære billeder. Også discipliner som filosofi, musik og historieskrivning havde deres moderne gennembrud. Overalt var der tale om et opgør med romantikkens spekulative æstetik og idealistiske verdensopfattelse. I litteratur og kunst blev gennembruddet hurtigt historie, forstået på den måde, at nye ideer og strømninger bestandig kom til; i 20'erne var Brandes en historisk skikkelse, et nationalt klenodie, der blev hyldet ved festlige lejligheder, men det var årtier siden, han havde sat nogen dagsorden. Anderledes i historieskrivningen. Gennembruddets centrale skikkelse Kristian Erslev, professor ved Københavns Universitet fra 1883 til 1916 og mangeårig historisk anmelder ved Politiken, dominerede ikke alene sin egen, men også de næste generationer. Endnu i 1960'erne, da undertegnede frekventerede Københavns Universitet, var det en udbredt opfattelse, at hvis Erslev havde behandlet et emne, var sidste ord sagt i sagen. Erslev var den store guru, manden der introducerede den moderne kildekritik og gjorde historieforskningen til en videnskab. Enhver debat om historieforskningens videnskabelige normer tog udgangspunkt i Erslevs skrifter. Men hans nærmest guddommelige status blev også et handikap for dansk historieskrivning. Han var normsættende i en grad, at det gik ud over mangfoldigheden og kreativiteten. Alle var bange for ikke at leve op til de erslevske normer.