En lavastrøm af nonsens om islam, muslimer og den arabiske verden er i de seneste år løbet gennem medierne og det politiske liv. Meget forskrækkeligt er blevet sagt og skrevet om mennesker, hvis livssyn og religion man kun kender nødtørftigt, og det uanset om man mener, at deres tilstedeværelse på vores breddegrader er en kulturel berigelse eller et pust fra den mørke middelalder. Af samme grund ryger hatten af til ærbødig hilsen til Kritiks redaktion, som i sommerens dobbeltnummer har sat sig for at præsentere det, de kalder for »en mindre syndflod af essays om mellemøstlige kultur«. Forsimplinger har trange kår i tidsskriftet. Blandt de mere læseværdige bidrag kan nævnes Jacob Skovgaard-Petersens historie om et par egyptiske panislamisters deltagelse ved den internationale socialistiske fredskonference i Stockholm i 1917, Sune Haugbølles gennemgang af Beiruts rolle som kunstnerisk og åndeligt eksperimentarium for arabiske intellektuelle, Patricia Crones analyse af Jihads begrebsmæssige forandringer i tidens løb samt Alena Marchwinskis kyndige indføring i maleren Niels Simonsens fascination af orientalske motiver. Vi kommer godt omkring, og mange endimensionelle billeder knuses effektivt mod gulvet. Men derer desværre også en del skidt i kaneldåsen. Den redaktionelle udvælgelse af tekster og deres indbyrdes placering på siderne virker i dette tilfælde en anelse tilfældig.
En kamel i skoen
Lyt til artiklen
