Omkring 1960 begyndte danske digte at blive underlige. De rimede ikke mere, de manglede takt, og billedsproget blev sært, med »bugten bespændt« og »tungen belagt af middelalder«. Poesiens blå blomst var visnet, vrissede nogle. Andre klappede i hænderne over, at modernismen langt om længe var kommet til lille Danmark. Der blev en del ballade i aviser og tidsskrifter. Efter nogle år ebbede striden ud, gymnasieelever lærte at skille de indviklede digte ad i forskellige 'planer' og samle dem igen. 'Modernisme' var blevet normen for, hvad der var nutidige og moderne digte, nemlig sådan nogle, som f.eks. Klaus Rifbjerg skrev. Da ingenting bliver ved at være, som det er, opstod der efter modernismen nye moder, som af samme grund blev kaldt postmoderne.
Krigen om modernismen
Lyt til artiklen
