De andre traditionelle musikgenrer er allerede afhandlet i Rosinantes '25 bedste'-serie. Politikens klummist T.S. Høeg har skrevet om de 25 bedste jazzplader. Klaus Lynggaard har skrevet om de 25 bedste rock- og popplader, og serien rummer bind om kriminalromaner og pornostjerner. Så det var vel på tide at få den klassiske musik med. Jakob Levinsen, tidligere anmelder ved Berlingske Tidende og Dagen, har påtaget sig at vælge ud. Han kommer både rundt i samtidsmusikken og op omkring de lysende klassiske tinder. Det sidste med en forkærlighed for historiske indspilninger. Mozart, Wagner og Mahler er med. Det samme er Hans Werner Henze, Arvo Pärt og Stockhausen. Man kan diskutere, hvilken Furtwänglerindspilning af Beethovens 9. symfoni, der skulle have været valgt, men Bayreuthindspilningen fra 1951 har været uimodståelig for Levinsen på grund af dens sammenhobning af tunge europæisk-historiske symboler. Selvskrevne operaklassikere som Kleibers 'Rosenkavaler' og Boulez' 'Lulu' blander sig med et ikke spor klassisk ekstranummer, som på fortolkersiden lader Kronos Kvartetten slutte, hvor Caruso begynder. Det kan forsvares at lade en genialt excentrisk pianist som Glenn Gould repræsentere Bach. Med Gould er meget sagt om plademediets historie. Men at udvælge den omdiskuterede Ivo Pogorelich som verdens fineste fortolker af Chopins klavermusik virker lige så polemisk som at bilde folk ind, at begge de amerikanske komponister Philip Glass og John Adams er uundværlige på den øde ø. Eller i rumskibet væk fra Jorden, som det hedder hos Jakob Levinsen. Her er vi ude i mærkesagerne. Med andre ord: Et udvalg af 25 mestendels fremragende plader - veloplagt i sproget - der får nævnt adskillige klassikere, og som samtidig, det ligger i sagens natur, tegner forfatterens personlige musikprofil.