Politikens læsere, og Berlingerens med for resten, stemte som bekendt på 'Kongens fald', da de skulle vælge det 20. århundredes bedste roman. Havde vi i stedet spurgt nordmanden, dr.phil. Jørgen Haugan var det blevet 'Pelle Erobreren'. Nok er han enig i, at Jensens roman er »det største sprogkunstværk i den danske litteratur«, men Nexøs hovedværk er ifølge Haugan bedre, for »budskabet kan løftes ud af teksten«. Nexø har en ballast fra den danske folkehøjskole, og derfor er hans bog mere af en århundredets roman end 'Kongens fald'. Det er da et synspunkt. Svagheden ved det omfattende særnummer af Spring om den litterære nobelpristager er ellers, at der er langt mellem synspunkterne. Der er stribevis af læsninger, men ingen løsninger og knap nok gåder, der skal løses. Der fortælles løs om, hvad man læser, og hvordan det har været at læse. Det kan hænge sammen med, at en række af artiklerne har set dagens lys første gang som seminarforedrag, hvor tiden er rigelig. Anders Thyrring Andersen fortæller godt, men langt, om sin læsning af 'Kongens fald'. Niels Birger Wamberg fortæller i et helt andet toneleje om sin. Aage Jørgensen er som altid informativ. Han oplyser, at der på Aarhus Universitet i syv år har eksisteret et Johannes V. Jensen Center, der består af et lokale med 150 bøger, »i reglen aflåst«, samt en gruppe forskere, som lejlighedsvis mødes og diskuterer de artikler, de hver for sig agter at skrive om vor mand. Idemanden bag dette center, tidligere professor i Berlin Erik M. Christensen, står for særnummerets mest bemærkelsesværdige bidrag, afskriften af et lydbånd til en interviewfilm med Johannes V. fra 1947, hvor han forklarer, at han egentlig burde have været læge, men har gjort afbigt for sit svigt, dels ved at opfostre tre sønner, der alle blev læger, dels ved at producere et forfatterskab, der »drager omsorg for sundheden og bevaring af liv hos sine medmennesker«. Johannes V. Jensen blev mere resultatorienteret med årene. Han begyndte med 'Den lange rejse's mange ord og endte med de ordknappe myter. Hans fortolkere beskriver den modsatte udviklingsbane. Men der er ikke andre end Haugan, der mener, at Johs. V. kan affærdiges som en ordækvilibrist. Flemming Harrits skriver tankevækkende om Jensens raffinerede leg med erindringen og lægger pen til særnummerets eleganteste og dybsindigste synspunkt: »Jo ældre man bliver, jo klogere bliver Johannes V. Jensen.«