H.C. Andersen havde brug for kvinder. Om det emne har Bente Kjølbye for nogle år siden udgivet 'H.C. Andersen og veninderne', der fremlægger, hvordan digteren hovedsagelig dyrkede det smukke køn i form af fortrolige venskaber. Men Andersen kunne, trods sin tilsyneladende homoseksualitet, også falde for kvinder. 'Kærlighedens mange ansigter' fokuserer på hans famøse forhold til den svenske sopran Jenny Lind, som han 38 år gammel forelskede sig heftigt i, skønt hun på sin side insisterede på at holde forholdet på et venskabeligt niveau. Bogen trækker kærlighedstråden videre fra Lind til komponisten Mendelssohn, alt mens den stryger sine tre romantiske hovedpersoner blidt med hårene og lader deres kendte kontrafejer blive siddende trygt og kønt i 1800-tallets guldrammer. H.C. Andersen elsker Jenny, der beundrer Mendelssohn. Mendelssohn på sin side er lykkeligt gift og har desuden sin elskede søster Fanny. Ergo sublimerer Jenny sin kærlighed til Mendelssohn i musikken, mens Andersen er henvist til at sublimere sin kærlighed til Jenny i skrivekunsten. Men sådan tales der ikke i 'Kærlighedens mange ansigter'. Dette er ikke en bog, der analyserer sine personer, men en bog, hvor store kunstnere »finder deres bestemmelse«, før »timeglasset rinder ud«. Egentlig burde den, som forfatteren selv er inde på i forordet, hedde 'Den evige trekant'. Nogle af de mange ansigter, kærligheden kan have, viser sig hos bogens tre hovedpersoner, der i og med dette fokus gøres til genstand for en blanding af traditionel biografi og kærlighedsroman. 'Kærlighedens mange ansigter' fortæller ikke nyt, men sammenskriver kendte kilder og fylder ud med relevant baggrundsstof. Her rives ikke op, men her gives mulighed for at blive revet med. Sproget er flydende, og der er styr på de faktuelle detaljer, selv om forfatteren godt nok har fået skrevet galt af, når hun s. 44 hævder, at franskmanden Hector Berlioz ikke dyrkede Shakespeare. Den romantiske komponist forgudede Shakespeare, komponerede store værker efter hans tekster og forelskede sig heftigt i den engelske Shakespeareskuespillerinde Harriet Smithson. Måske der her gemmer sig stof til Bente Kjølbyes næste bog?