Husmor i krig

Lyt til artiklen

Det starter såre uskyldigt: danske Irmelin møder libanesiske Eddy på ABC-cafeteriet i København i begyndelsen af 1960'erne. De forelsker sig i hinanden og flytter til Beirut, hvor de bliver gift og får to børn. Irmelin er hjemmegående og Eddy, som er kristen, arbejder på den amerikanske ambassade og tjener lidt ekstra som fotomodel. I mange år lever de en behagelig tilværelse i den livlige middelhavsby, hvor Irmelins væsentligste bekymring er forholdet til svigermoderen. Så langt er skildringen temmelig triviel. Man forstår ganske vist, at det ikke var helt let at være dansk pige i den arabiske verden, men skildringen af kulturmødet går ikke over i litteraturhistorien. Så er der straks mere dybde og indlevelse i den resterende del af bogen, der i livlige detaljer beretter om de stadig ringere betingelser for at overleve såvel fysisk som mentalt under den borgerkrig, der med mindre afbrydelser rasede fra 1975 til 1991. I begyndelsen var krigen et lidt fjernt anliggende for Irmelin, men den kom gradvist tættere på - ubehageligt tæt - først da Eddy blev dræbt af en bombe, og siden da hendes teenagesøn som frivillig militssoldat i flere måneder kæmpede ved et af de hårdeste frontafsnit. Irmelin Khourys fortælling er næsten kemisk renset for politiske eller historiske analyser af borgerkrigens årsager og konsekvenser. Styrken i bogen, og det der absolut gør den værd at læse, er hendes skildring af forsøget på at holde sammen på familielivet og de trygge rammer i en barsk og usikker tid. Det er på en gang tragisk og livsbekræftende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her