0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er vi alle amerikanere?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi er alle amerikanere«. Sådan skrev Le Mondes chefredaktør Jean-Marie Colombani i sin leder på forsiden af det franske dagblad 12. september. Overskriften, der alluderer til Kennedys berømte Berlintale fra 1963, var udtryk for den umiddelbare sympati for USA, som terrorangrebene mod World Trade Center og Pentagon kaldte på.

I sin nye bog stiller Colombani spørgsmålet, om vi stadig alle er amerikanere, idet han forsøger at træde et skridt tilbage og kaste et kritisk blik på begivenhederne 11. september, og krigen der fulgte efter.

Ifølge Colombani var angrebene på New York og Washington startskuddet på en konservativ revolution, hvis vigtigste komponenter er en total afvisning af moderniteten såvel som demokratiet. Osama bin Laden vil med terror, massakrer og undertrykkelse gendanne de traditionelle hierarkier. Men hans mål er ikke et evangelistisk forsøg på at islamisere verden, skriver Colombani i en koncis kritik af Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød.


Snarere end en ensporet islamisering mener Colombani, at der i de muslimske lande er tale om dikotomi: På den ene side truslen fra islamiske fundamentalister og på den anden viljen til forandring fra demokratiske kræfter. De eksisterer på samme tid, og det er Vestens opgave at tvinge de første i knæ og skabe grobund for de sidste.

Med sprudlende harme tordner han løs mod de naive halalhippier, som kalder Vestens forsøg på at få de universelle værdier som demokrati og menneskerettigheder til at vinde hævd i de muslimske lande for neokolonialisme.

I Colombanis øjne er denne holdning »det bedste eksempel på en ringeagt, der skjuler sig bag en misforstået respekt for forskellighed og en pseudoviden om lokalkulturer«. Det er udtryk for en hyklerisk racisme at mene, at demokratiet er godt for nogen, men ikke for alle.

Ifølge Colombani har globaliseringen overhalet det synspunkt. Og hér ligger den største udfordring i globaliseringen, der alt for ofte behandles fra en økonomisk vinkel, selvom den måske vigtigste følge er den geografiske udbredelse af demokratiske aspirationer. For de muslimske befolkninger er faren mod deres kamp for demokrati »den moderne fascisme, som udgøres af islamisk fundamentalisme«, skriver han.

De folk, der udtaler sympati for bin Laden og al-Qaeda, eller som drager i tvivl om USA's og den vestlige verdens handlemåder (når f.eks. kuppet mod Allende uafladeligt trækkes frem), er låst fast i et koldkrigstankesæt. Og - skriver Colombani - vores generation burde have lagt den dårlige vane på hylden med at undskylde én svinestreg med en anden.


Den største hindring for forståelse er fordommen, der bygger på det velkendte, skriver han med et Hegel-citat.

Derfor kan det undre en smule, når han alligevel hen mod slutningen afslører en snert af beundring og sympati for de antiamerikanske fundamentalister, fordi de »nægter at give op over for Vestens hybris«. Han trækker dog hurtigt i land, når han lægger Talebanregimets civile ofre i den anden vægtskål.

Selvom bogen er delt op i forskellige kapitler, er det intet systematisk værk. Snarere en lang tankerække, en serie af sammen-, men velskrevne ledere, som han har valgt at udgive som bog, fordi han ikke - som han skriver - »ville monopolisere avisens måde at tænke på«.

Bogen løber dog ikke lige let alle steder og kunne være bedre redigeret. Der er en del gentagelser og småfejl. F.eks. kalder han Bushs sikkerhedspolitiske rådgiver 'Condy' (Condoleezza) Rice for 'Candy'. Men den slags har franskmænd aldrig taget så tungt.

Men 'Tous Américains?' er fuld af gode pointer og velargumenteret irritation over de naive og reduktionistiske synspunkter, som er blevet luftet efter 11. september.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce