0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pias potemkinkulisse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære lille Pia, du vil få masser af stemmer over det ganske land«. Sådan sang dansktopcrooneren Richard Ragnvald til Pia Kjærsgaard, da Dansk Folkeparti fejrede sin etårs fødselsdag i 1997. Ganske rigtigt: det unge parti er blevet ikke så lidt af en stemmesluger, og ved sidste folketingsvalg blev partiet endog landets tredjestørste, ikke mindst i kraft af Pia Kjærsgaard.

En, som helt sikkert ikke traller med på Ragnvalds joviale vise, er journalist David Trads, kommende chefredaktør på Dagbladet Information. Han har netop begået en lille bog om de senere års største fænomen i dansk partipolitik. Og lad os bare afsløre med det samme, at der er tale om en stærkt kritisk fremstilling, hvor der bliver skudt med skarpt.

David Trads prøver at trænge ind bag den velpolerede overflade af seriøsitet og ansvarlighed, som Dansk Folkepartis velsmurte PR-maskine efterhånden har fået skabt om partiet. Fra at have været en paria, som de store partier ville holde ude af fællesstuen, har partiet i dag ikke alene sikret sig formandsposten i det indflydelsesrige Finansudvalg i Folketinget, men er tillige en vigtig brik i den borgerlige regerings parlamentariske overlevelse.

Nu er spøgen imidlertid blevet drevet for vidt, mener Trads, som udfolder stor energi i at demonstrere, hvorfor Dansk Folkeparti ikke i modsætning til den gængse antagelse er Socialdemokratiet minus 10-15 procent.


Trads har kigget partiets økonomiske politik efter i sømmene og konstaterer, at havde Dansk Folkeparti magt som de havde agt - og de er da kommet et skridt tættere på målet - ville pengene vitterligt fosse ud af statskassen. Der er simpelthen ingen realistisk dækning for deres projekter.

Og ikke nok med det. Løftet om at forsvare samfundets betrængte grupper ville reelt begrænse sig til pensionisterne: de enlige mødre, bistandsklienterne og misbrugerne, for slet ikke at tale om de etniske minoriteter, ville få lov at søle rundt i deres egen elendighed til fordel for samfundets mest velstillede, som vil blive begunstiget af skattelettelser.

Pia Kjærsgaard og den øvrige partiledelse har ifølge Trads aldrig forladt Fremskridtspartiets liberalistiske kurs, som de blot har garneret med en kras omgang nationalisme. Kort sagt: en asocial fordelingspolitik, rødglødende patriotisme og fremmedhad, ikke mindst over for muslimer, er ingredienserne i den gryderet, Pia Kjærsgaard med stor dygtighed har kogt sammen.


Om man giver Trads ret i hans hårde domfældelser afhænger naturligvis af, hvor man befinder sig i det politiske landskab. Der er tale om et vaskeægte partsindlæg, som trods de kraftige udfald mod 'pianisterne' heldigvis ikke kammer over i ulidelig politisk korrekthed.

Styrken ved bogen ligger i den intensive og udfordrende stil. Det er ikke mikronfonholderi og tilstræbt objektivitet, der tynger fremstillingen. Svagheden derimod ligger i det delvist forældede materiale, som Trads betjener sig af.

Desuden ville et større europæisk udblik have været at foretrække, for ved sammenligning med Front National, Lega Nord og Vlaams Blok er det trods alt svært at betegne Dansk Folkeparti som højreradikalt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.