Ved en slægtnings begravelse oplevede jeg, at en fjern bekendt motiverede sin tilstedeværelse med følgende replik: »Hvis jeg ikke var kommet, ville jeg have været en røv«. Etik er kort sagt kommet for at blive og synes endda at være sjovere, når den overlades til folk, end når den gøres til en videnskabelig disciplin. Livsfilosofi er en dansk tradition, og en ny essayantologi indeholder ud over artikler om den geniale Bergson, Heidegger, Hannah Arendt, Martin Buber og Merleau Ponty intet om Monty Python, men desto mere om længst glemte folk som Ludvig Feilberg og Jakob Knudsen - forgængere til K.E. Løgstrup, der også behandles. Således arbejder de alle som Grundtvig med den tanke, at mennesker kan lukke af for verden og livet i selvkredsende mønstre - eller omvendt åbne op og rette sig ud i tillid. En ængstelig skiløber falder efter få sekunder - men er han derfor et slet menneske? Nej, men den sorgløses, den forkæledes samt den troendes tillid til livet indebærer en åbenhed også over for andre menneskers vilje og følelser, som let blokeres af angst og komplekser. Løgstrups tanke om en grundlæggende tillid som en suveræn livsytring går også godt i spænd med Merleau Pontys filosofi om kroppens førrefleksive indfældethed i verden. Jørgen Husted skriver engageret om Kierkegaards etiker, der med sin tale om det afgørende eksistentielle valg af dimensionen godt/ondt turde have inspireret Sartres velkendte ord derom. Imidlertid, ved modent tilbageblik: Når et menneske tager livet op til revision og vælger at tage ansvar for sin fremtid, handler det om livsmål mere end om etiske værdier. En klog psykopat kan også vælge sin vej i tillid til, at ingen etiske råd og nævn vover at beklikke en mand, som det går godt i denne verden. Jeg tror at Løgstrup havde ret i, at etikken ikke 'vælges'.