Politikere skal kun tage beslutninger, som vælgerne er sikre på at bryde sig om, og de skal altid sørge for at spille på modstanderens banehalvdel. Den politiske modstander må ikke få lov til at beholde sine egne mærkesager. Det handler derimod om at overtage dem og forsøge at sælge dem bedre, hvis det er populære sager. Det lyder som en opskrift på Venstres og statsminister Anders Fogh Rasmussens valgkamp sidste år, men anbefalingerne står i den britiske sociologiprofessor Anthony Giddens' nye bog, 'Where Now for New Labour?', der kom på gaden i Storbritannien i forrige uge. Bogen vakte stor opsigt. For Anthony Giddens er teoretikeren bag begrebet 'den tredje vej', der angiver en politisk strategi mellem den klassiske socialdemokratiske og den liberale, og bogen er en status over Tony Blairs første fem år ved magten og en række bud på vejen frem. Anthony Giddens inspirerer også liberale politikere i Europa, og en af de få ideologisk interesserede og funderede politikere i Danmark, nemlig statsminister Anders Fogh Rasmussen, er meget optaget af professor Giddens' tanker og den lærenemme elev Tony Blairs virkeliggørelse af dem. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) er mindre overbevist, som det fremgik af en diskussion mellem ham og Giddens i efteråret på London School of Economics, hvor Anthony Giddens er professor. Opgør om lavtlønnede Uden at skrive det direkte i bogen er Anthony Giddens bekymret over, at det britiske socialdemokrati - New Labour - ifølge ham er ved at falde tilbage til traditionel, socialdemokratisk politik. Han insisterer demonstrativt på, at mislykkede privatiseringer som for eksempel inden for jernbanesektoren ikke må føre til, at staten igen engagerer sig, og han tordner mod igen at hæve skatterne - som finansminister Gordon Brown planlægger at gøre, når det gælder de højeste indtægter. Det bringer ikke mange penge i statskassen, det ligner afstraffelse af folk med succes, og det fører nemt ud i gamle socialdemokratiske sygdomme, som hedder 'skatteskrue' og 'overforbrug'. I stedet handler det blandt andet om at få flere i arbejde og dermed nedbringe de sociale udgifter samt øge skattegrundlaget. Det skete for eksempel i Danmark i 1990'erne, skriver han i en af flere rosende bemærkninger om den politik, de danske socialdemokrater førte mellem 1993 og 2001. Men hvordan skal flere komme i arbejde? Reduktion af mindstelønnen Anthony Giddens anbefaler blandt andet en reduktion af mindstelønnen, og her får han læst og påskrevet af sine ideologiske modstandere, blandt andre den politiske kommentator Polly Toynbee i dagbladet The Guardian. »Det er rigtigt, at folk klarer sig bedre med arbejde, men en tredjedel af folk med og uden arbejde har en levestandard under det, de fleste anser for anstændigt. Det bør få enhver socialdemokrat til at tænke over dybden af social ulighed i Storbritannien. Men et eller andet sted, i hjertet af den tredje vej, var der en fundamental uvilje til at se dette faktum i øjnene«, skriver hun og minder om, at de fleste europæiske lande er socialt mere retfærdige end Storbritannien. Er den tredje vej så død? Nej, skrev en anden af dens teoretikere, den tidligere New Labour-minister Peter Mandelson, forleden i The Guardian. Det gælder nu om at uddybe projektet, og han peger på, at regeringen må gøre en langt mere målrettet indsats inden for miljø og vidensøkonomi end tidligere. Men regeringen må også stille spørgsmålet om det rimelige i, at de rige er blevet voldsomt rigere i de seneste år. Det kan gøres uden at falde tilbage til gammeldags klassepolitik, skriver Mandelson, der stadig er meget tæt på Tony Blair. Fejlslagne privatiseringer Professor Giddens dokumenterer, at Tony Blair trods denne kritik reelt har gennemført en omfordeling af rigdom og velstand til fordel for de dårligst stillede, og at regeringens sociale status er mere end tilfredsstillende. Skoler og hospitaler, som under de konservative premierministre Margaret Thatcher og John Majors ultraliberale styre mellem 1979 og 1996 blev misligholdt for at fremme private løsninger, har i de seneste år modtaget en saltvandsindsprøjtning i form af penge og anerkendelse. Men Giddens' anbefalinger af benhårde privatiseringer er slået fejl, lyder det fra kritikerne, som nævner jernbanerne som det tydeligste eksempel. Kommentatoren Donald Macintyre pegede forleden i dagbladet The Independent på, at selv Giddens i sin nyeste bog gør op med nogle af sine tidligere teorier, som afprøvet i virkelighedens verden har vist sig ikke at holde. I bogen anbefaler Anthony Giddens nemlig, at fremtidige priva-tiseringer bør ske i to etaper. I tilfælde af fiasko og tilbageslag vil det være muligt at finde andre løsninger, skriver han, mens transportminister Stephen Byers i et interview i The Guardian mandag udtalte, at den tredje vej i sin higen efter liberale løsninger og tro på det private initiativ har nået sin yderste grænse. Teori og virkelighed Det samme mener Polly Toynbee, og hun glæder sig over, at New Labour nu igen er ved at ligne et parti placeret til venstre på den politiske skala. »Skattetabuet er brudt, hash gjort lovlig, SU bliver hævet, aktionærer får kontrol med i det mindste en lille del af 'de fede katte's høje lønninger, adgangen til museer bliver gratis, banerne bliver omdannet til et ikkeprofit- søgende selskab og asylsøgernes madkuponer afskaffet«, skriver hun og peger ironisk på, at ministrene nu får lov at tænke selv og ikke længere skal knæle i ydmyghed for den tredje vejs liberale teoretikere. Men også Giddens har lært noget af de seneste år, hvor de liberale principper har måttet stå prøven over for virkeligheden. Den offentlige sektor har stadig en stor rolle at spille, og staten er en nødvendig ramme for markedet, understreger han flere steder. »Hvis markedet står alene, producerer det for megen ulighed og for megen usikkerhed«, lyder det i bogen. Anthony Giddens minder om, at et frit marked ofte skaber monopoler. Det er statens opgave at undgå den udvikling, skriver han. Men samtidig er det en effektiv og demokratisk regerings opgave at sikre, at statsapparatet ikke fungerer løsrevet fra det samfund, det skal tjene, og det er ikke altid, at almenvellets interesser falder sammen med statens, skriver han i bogen, der også bør læses af enhver Venstremand med trang til reformer og enhver socialdemokrat, som søger nye veje ud af partiets aktuelle morads.