Der er noget bekendt ved sceneriet i Lars Muhls møde med det ujordiske, en seer, som kan rejse gennem tid og rum, og som har gjort det gennem flere inkarnationer. Historien om eleven, der efter mange trængsler finder en lærer og omsider ser lyset, fortælles igen og igen, og ofte over den læst, Muhl benytter: Først føler man sig fremmed i verden og har det ondt, så forløses man gennem prøver og opnår en livsomvæltende indsigt i eksistentielle mysterier og får åbnet for fantastiske kræfter, man viser sig at være i besiddelse af, og som man nok har haft en anelse om helt fra barndommen. Det er præcis, hvad der sker for den tidligere sanger ved et møde med en såkaldt seer i Andalusien, det var, hvad der skete i bøgerne om 'Don Juans lære' og i bunkevis af lignende bøger. Muhl skriver udmærket, effektfuldt og mundret om sine oplevelser. Men man undrer sig. Hvordan kan det være, at det at slippe sit ego skal resultere i en bog, som kun handler om mig! mig! mig? Nå, jo, læreren siger, at man skal beskrive sine oplevelser. Det gør læreren sjovt nok altid. Bogen bringer Villy Sørensen i erindring og dennes bemærkning om levende tro, som faldt i Anker Lis dokumentarfilm 'At gå op ad væggen' fra 1997, genudsendt forleden på DR: »Jeg mener, at hvis man ikke anerkender det reelle i de oplevelser og indsigter, der ligger til grund for religionerne, så er man ret snæversynet, fordi det er energier, der i den grad har virket i mennesker op i historien. Hvad der så ligger til grund for dem, Gud eller 'Gud', er en anden sag. Det er noget, man har kaldt sådan, og som er virkeligt i den forstand, at det virker. Men hvad det er, mener jeg ikke, man skal fortabe sig i. Tværtimod mener jeg, det er at forgribe sig på det«. Det synspunkt vil jeg tage til mig som mit eget i forbindelse med 'Seeren fra Andalusien'.