Han havde altid en rød strikket sweater på - der var hul på albuen. Skjorten hang ud over cowboybukserne. Det sparsomme hår strittede. Når det var aften i Politikens redaktionssekretariat var han i sit es - nu skulle der fanme laves avis. Han bøjede sit lange hylster ned over én, talte indtrængende om den historie, man var i gang med, og inden man vidste af det, var historien kandidat til forsiden (ofte, viste det sig, fordi han ikke havde bedre bud.) Jan Cortzen var en inspirerende, altfavnende og knalddygtig bladsnedker på Politiken fra sidst i 60'erne til 1974, hvor han hensatte hele avisen i undren, da han meddelte, at nu ville han skifte til Børsen. To år efter blev han så erhvervsavisens chefredaktør, og det ægteskab holdt i tyve år, til Cortzen selv trådte fra i 1996. For at skrive bøger. Om Mærsk Mc-Kinney Møller, om Legos stifter Godtfred Kirk Christiansen, om købmanden Herman Salling - og nu om sig selv. Den gamle redaktør har netop udgivet bogen, 'De grå poter', om sit liv fra tiden som journalistelev i Struer, over kriminalreportage i Vejle, via Politiken og altså til Børsen, som helt naturligt fylder mest i disse journalisterindringer. For det er det, de er. Personlige historier fra et langt liv i pressens tjeneste. Her får man - trods Cortzens centrale placering i mediebilledet i en årrække - ikke nye oplysninger om eller blot væsentlige nuancer føjet til samtidshistorien, om end det naturligvis er kuriøst at læse om Uffe Ellemann-Jensens korte tid som chefredaktør for Børsen (før Cortzen), bl.a. at han prøvede at få omtale af partiet Venstre fjernet som uvæsentlig for meningsdannelsen.