Fantasien til magten! Dét krav gjalder åbenbart igen gennem barne- og studerekamre i disse Potter- og Tolkien-tider. Selvfølgelig. Men betyder dét automatisk virkelighedsflugt? Nej, ikke uden videre, for hvad skulle fantasien bygge på uden erfaringen? Det mest pinligt ædru studium af virkeligheden kan således være befordrende for den rigeste, mest detaljerede fabuleren. Sådan et snusfornuftigt ræsonnement passer lige til en af det 20. århundredes mest succesrige fortællere, på én gang naturalist og fantast, nemlig tegneren Hergé (Georges Remi). Og dermed også til hans detektiv og reporter Tintin - der ligesom Sherlock Holmes og andre store forgængere forener positivistisk omhu med en livlig forestillingsevne. Sammenhængen kan nu studeres i et par nye pragtværker om hårtopreporterens eventyrlige oplevelser og deres forhold til den såkaldte virkelighed. Pålideligt Michael Farr er en britisk journalistkollega til Tintin, og hans bog er oprigtigt talt et scoop: 'The Complete Companion' til Tintin er ikke for store ord, for her gennemgås i lige så mange kapitler samtlige 23 Tintin-albums plus det ufuldendte 24., 'Tintin og Alfabetkunsten'. Meget splinternyt giver hans tekst ganske vist ikke, men et godt og pålideligt sammendrag af oplysninger, der før har været spredt i mange værker - de fleste kun på fransk. I parentes bemærket: Sådan et sorteret kompendium sparer også én for det værste sludder i de talløse bøger, der nasser på Tintin's popularitet uden selv at have meget at bidrage med. F.eks. Serge Tisserons søgte spekulationer over seriens krypterede hentydninger til Hergés familiehemmeligheder (i tre bøger, senest 'Tintin et le secret d'Hergé' 1993), eller B. Portevins endnu mere luftige vejviser til 'Le Monde inconnu d'Hergé' (2001): en kabbalistisk og frimurer-inspireret 'afkodning' af esoteriske budskaber i 'Fly nr. 714 til Sydney' - den med ufoen! Farr holder sig til fakta om den historiske og geografiske baggrund (f.eks. om Japans indtrængen i Kina, kritisk skildret i 'Den blå lotus'), om personlige forbilleder for Tintins figurgalleri (fra våbenhandler Basil Zaharoffs korte gæsteoptræden i 'Det knuste øre' til professor Auguste Piccard som inspiration til Tournesol, mens Hergés egen farbror Paul f.eks. lagde fysiognomi til reporteren selv - besynderlig mangel på karakter dén mands kontrafej må have været udstyret med!). Og der bliver lejlighed til at strejfe Hergés liv og private genvordigheder som forudsætning for historierne. Men billederne er det morsomste, for de bygger bl.a. på Hergés store arkiv. For eksempel: Postkortet med billede af et skibsrat omdannet til lysekrone - som Haddock så får i hovedet, da han med sværd og fjerbusk mimer sin forfars bedrifter ('Enhjørningens hemmelighed'). Sidestykket fra virkelighedens Böhmen til kong Ottokars scepter med pelikanen. En tegning i National Geographic (ofte inspiration for Hergé, ligesom for hjemmefødningen Carl Barks' ande-eventyr) af den slangedans, som inkaerne genopfører omkring offerbålet i 'Soltemplet'. Fotos og diagrammer over den vandflyver, der lander mellem isbjergene i 'Den mystiske stjerne'. Virkelighedens forbilleder for snesevis af bilmodeller, for undervandsbåden, for månerakettens dragter og senge, såvel som for falskmøntnernes seddelpresse i slotskælderen på 'Den sorte ø' - osv. Loyalitet Michael Farrs loyale fremstilling af Hergé og Tintin-historierne har muliggjort samarbejdet med Fondation Hergé, så bogen frit har kunnet forsyne sig med tegninger fra de 24 historier - en forudsætning for hele ideen med værket. Men så var Farr også bidragyder, da Hergé-arvingernes eget firma, Moulinsart (dvs. Møllenborg) sidste år sammen med tidsskriftet GÉO (fransk parallel til National Geographic) udgav en lige så stor og opulent illustreret coffeetable-bog, delvis bygget på det næsten modsatte princip: 'Tintin - grand voyageur du siècle'. Mens Farrs bog sporer, hvordan tegningerne har efterabet virkeligheden, har GÈO-redaktionen nemlig sendt sine fotografer ud og afbilde de steder på kloden, der ligner Tintin-historiernes lokaliteter. Farrs bidrag handler dog om skotske lokaliteter som forbilleder for scenerierne i 'Den sorte ø', et andet kapitel går i Hergés fodspor i Bruxelles' gader, andre kapitler fører os til steder, Hergé kun havde arkivbilleder af, eller som han eller hans senere medarbejdere rejste ud og hentede skitser og fotos af. (Bogen var omtalt i Politiken 13. december 2000.) Begge opulent illustrerede værker er for tegneserielskeren som besøg i en slikbutik. Sporingen af Hergés naturalistiske fantasier over virkeligheden sender atter læserens lyster i to retninger: Ind i historierne for at genlæse dem for 117. gang - og ud i den vide verden, ligesom reporteren og hans hund. Godt tidsfordriv, mens vi venter på den autoritative portrætfilm om Hergé, som den danske dokumentarfilm-instruktør Anders Østergaard og Angel Film stadig håber på at kunne præsentere til næste år. Ganske vist blev den uigenkaldeligt sidste streg i en Tintin-fortælling slået af Hergé selv, før hans død i 1983. Men alligevel er der ingen ende på Tintin.