Islam bliver stadig behandlet som noget, der har forbindelse med indvandring. Det er, som om det er vanskeligt at forstå, at islam er blevet til et stykke europæisk virkelighed, skriver den schweiziskfødte filosof og forfatter Tariq Ramadan i sin berømmede bog om islam i Europa, 'To be a European Muslim'. Den er et forsøg på offensivt at placere og definere islam i et Europa, hvor der nu lever flere end 15 millioner muslimer, og hvoraf mange er både født og opvokset på europæisk jord - eller sågar selv er efterkommere af europæisk fødte muslimer. Det forrykker i sig selv billedet af muslimer i det europæiske landskab, fordi islam dermed til en vis grad er blevet naturaliseret ind i vores kultur. Det betyder samtidig, at hundredtusinder af muslimer i dag har en helt anden tilgang til de europæiske samfund end tidligere: Hvor de før primært var præget af deres oprindelseslande og disses religiøse fortolkninger og traditioner, er der gennem de senere år vokset en stadig større generation frem af muslimer, som skal definere sig i forhold til en europæisk virkelighed, de er født ind i. Derfor er det heller ikke overraskende, at man gennem de senere år har kunnet opleve en stadig mere intens diskussion af, hvad det vil sige at være muslim i Europa. Det gør sig ikke mindst gældende i Frankrig, der i kraft af sin ikke så fjerne fortid som kolonimagt i Nordafrika har haft et meget tættere forhold til muslimer og islamiske samfund end andre europæiske nationer. Den aktuelle debat handler om den franske regerings forsøg på at etablere et råd bestående af repræsentanter for en bred vifte af muslimske organisationer. Det skal sikre regeringen en fast repræsentativ partner, der kan bistå med autoritative råd og vejledning om islam. Ikke alle er varme på ideen. Så sent som for to uger siden advarede stormuftien i Marseille, Soheib Bencheikh, om, at de fem millioner franske muslimer risikerer at blive fanget i et indenrigspolitisk spil op til næste års franske parlamentsvalg. Han er desuden bekymret over udsigten til, at det foreslåede råd vil få repræsentanter fra også konservative religiøse grupper, hvilket han mener kan hindre fremkomsten af den reformorienterede og moderne fortolkning af islam, som muftien ser som fremtiden for Europas muslimer. Fyrtårn for fornyelse Præcis her er forbindelsen til Tariq Ramadan, der for mange står som fyrtårnet for den muslimske fornyelse, som flere og flere muslimer i Europa ser et behov for. Og som Tariq Ramadan - der i øvrigt er barnebarn af den egyptiske grundlægger af Det Muslimske Broderskab, Hasan al-Banna - i sin bog redegør for, at der rent faktisk er plads til i den muslimske religion. Ganske vist kan der ikke pilles ved hverken Koranen eller Sunnaen (den består af beretninger om profeten Muhameds adfærd og søger på den baggrund at konkretisere den islamiske livsførelse), men ifølge Ramadan er det i mange sammenhænge op til den enkelte muslim at træffe valg, som tager højde for den samtid og det samfund, han eller hun befinder sig i. »Det kræver, at vi først sætter os ud over tendensen til - hvad der kan være helt naturligt i den første tid med immigration og dannelse af minoritetssamfund inden for et vestligt land - at tænke over vores identitet ved at sammenligne os og ofte sætte os i kontrast til majoriteten i samfundet«, skriver han: »Vi skal være i stand til at definere os selv alene på grundlag af vores referencer (Koranen m.v., red.) og respektere, hvad der ifølge disse er rigtigt, og hvad der ikke er det«. Ghettoislam Ramadan gør i den forbindelse op med de muslimer, der enten udvisker deres egen tro til det forsvindende for at undgå konflikter i dagligdagen, eller som indtager den stik modsatte rolle og maner sig op i en kompromisløs fordømmelse af Vesten og alle vestlige værdier. Begge dele ser han som et udtryk for at svigte sig selv og sin egen tro, uden at det i øvrigt løser noget som helst. Sidstnævnte model kan tværtimod føre til den form for ghettoislam, der i først og fremmest socialt belastede områder har dannet ramme om et primært socialt oprør og ført til vold og optøjer i en række europæiske byer. Set med Tariq Ramadans øjne er det op til de europæiske muslimer at finde en anden vej, en middelvej, der i stedet for at være reaktiv er offensiv i sin definition og udmøntning af islam på europæisk jord med den udelte respekt for gældende lov og ret, der ifølge filosoffen er synonym med det at være en god muslim. »Muslimer, uanset om de er undervisere eller ledere af organisationer, må sørge for, at europæiske muslimer får en undervisning og vejledning, som gør dem i stand til at beskytte og udmønte deres identitet, ikke som arabere, pakistanere eller indere, men som europæere. Denne proces har stået på i mindst 15 år og foregår stadigvæk og gør det muligt at frembringe en original muslimsk identitet, som hverken er fuldstændig udvandet i det europæiske miljø eller er en reaktion imod det, men som snarere er udformet på sit eget grundlag i overensstemmelse med islamiske kilder«, skriver han. Forbindelsen til profeten Ramadan minder om, at også profeten Muhamed og hans disciple havde behov for at definere sig, da de efter udvandringen fra Mekka i 622 skabte den første muslimske stat i Medina, hvor de etablerede et helt nyt samfund, ligesom de senere skulle forholde sig til både et hastigt voksende antal muslimer i deres samfund og til den gradvis islamiske ekspansion i verden udenfor. »I begyndelsen måtte muslimerne forstå islam for at kunne udmønte den i et yderst velkendt miljø, men siden hen måtte de tænke over, hvordan islam bedst kunne indarbejdes i en fuldstændig anderledes sammenhæng med nye indbyggere, nye vaner og skikke«, påpeger forfatteren, som dermed skaber en indre sammenhæng mellem de krav, han i dag opstiller over for Europas muslimer og den opgave, som profeten og hans nærmeste i sin tid stod over for. Tariq Ramadan mener, at tiden er inde til, at vore dages europæiske muslimer gør op med deres ydmyghed over for muslimske stater og blot afventer signaler derfra. De skal i stedet træde frem som en selvstændig kraft, der kan hente styrke i de europæiske samfunds frihed og det faktum, at langt de fleste europæiske muslimer selv har mulighed for at dykke ned i islams kilder, mens analfabetismen i flere muslimske lande når op mod 70 procent og dermed afskærer store dele af befolkningerne fra selv at studere deres religion. Det giver europæiske muslimer langt bedre muligheder for selv at trænge ind i islams kerne og skelne mellem tradition og midler til at leve i overensstemmelse med religionen og dét, der er målet og religionens essens. Herfra må de så tage stilling til, hvordan de mest hensigtsmæssigt kan praktisere deres religion i det samfund, de indgår i. Kap båndene! Som led i denne proaktive og konstruktive tankegang opfordrer Ramadan desuden de europæiske muslimer til at tage mere aktiv del i både politik og lokalsamfund og så i øvrigt gøre sig økonomisk uafhængige af nationer som Saudi-Arabien, Marokko, Algeriet eller Tyrkiet, der søger at styre islamiske aktiviteter gennem støtte til moskeer, foreninger og diverse institutioner. Dermed får disse lande nemlig en mulighed for at påvirke og forstyrre den udvikling, som Ramadan opfordrer til, og som ikke nødvendigvis falder i god jord hos konservative kræfter i disse ikke altid synderligt demokratiske lande: »Disse muslimer (de europæiske, red.) er nu indbyggere i demokratiske stater, som tillader dem at tage afstand fra svigt, som sker i islams navn, diktaturer såvel som undertrykkelse«. Hermed får Ramadan samtidig lagt luft til nogle af de regimer, der gennem de senere år har været stærkt medvirkende til at give islam et dårligt image i Vesten - og som er en af de helt store barrierer mellem Europas muslimer og resten af samfundet.