Sandheden om et kunstværk ligger ikke nødvendigvis i dét, der kan ses, måles eller analyseres frem. Den kan lige så godt gemme sig i den mere uhåndterlige virkelighed af følelser, forestillinger og især tro, der må ligge dér et hemmeligt sted bagom værket: i kunstnerens verdensopfattelse og dybt i os, når vi reagerer på kunstnerens værk med vore egne associationer og vore egne ord. Kritikeren, dr.phil. Henrik Wivel - til daglig Weekendavisens kulturredaktør - er blandt de skribenter, der helst træder bag om et værks synlige form for at tolke sig ind i dets forudsætningsrum, sådan som det må forekomme et følsomt og troende menneske at se ud. Han går ikke ud fra noget så forpligtende som en faglig konsensus. I tilfældet med det maleri af Vermeer van Delft: 'Kvinden med vægten', som pryder forsiden af denne lille samling artikler, går han ud over eller nærmest på tværs af dét, kunsthistorikerne anser for at være den historisk mest sandsynlige udlægning af motivet. For Wivel er en personligt gennemlevet sammenhæng vigtigere end det sammenskrab af konkret viden, positivisten råder over. Det skræmmer ham ikke, når en hændelse kalder på de helt store tanker om eksistensen, eller når et værk svimler i sin formodede pagt med universet og Gud. For hans sprog er som skabt til at indfange det materielt uhåndgribelige.
En sandhed om det uhåndgribelige
Lyt til artiklen
