I sprogets grænseland

Lyt til artiklen

Er man som undertegnede født for sent til personligt at huske Allendes fald i 1973, glemmer man det aldrig efter at have læst Ariel Dorfmans nye bog. Augusto Pinochets kup og månederne derefter fylder halvdelen af bogen, og lige fra den allerførste side står det klart hvorfor. Dorfman burde efter alle tænkelige sandsynlighedsberegninger være død eller taget til fange. Kun et lykketræf - at han byttede vagt med en anden - reddede ham fra at sidde i præsidentpaladset 11. september, da Allende blev styrtet. Og som det ville gælde for de fleste satte det at blive frelst af en fuldkommen tilfældighed ganske mange tanker i gang, hvorfor kuppet naturligt former det ene af bogens to gennemgående temaer. Det andet tema er en art selvbiografi over de første 30 år af hans liv, dvs. frem til kuppet i 1973, men set gennem en meget særegen linse: sproget. Dorfman - der, trods hans berømte 1970'er-bog 'Anders And i den tredje verden', nok i dag er mest kendt for teaterstykket og filmen 'Death and the Maiden' om en torturbøddel og hans offer - har nemlig levet sin tilværelse mellem to store sprog. Det første er spansk. Født i Argentina i 1942 (ifølge bogen, noget forvirrende står der 1943 på bagflappen) som barn af østeuropæiske jødiske indvandrere er hans modersmål spansk, men i en meget tidlig alder kommer det andet store sprog, engelsk, ind i Dorfmans liv. Som overbevist kommunist kommer hans far på kant med den militærregering, der i 1943 tog magten i Argentina, og flyttede derfor med skæbnens ironi til kapitalismens højborg, USA, nærmere bestemt New York. Et par år senere fulgte hans kone og lille Ariel - der til fornavn hedder Vladimiro efter Lenin - med, og kort efter kom den første sproglige konflikt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her