0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når kroppen og sindet skilles

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På et tidspunkt hvor den biologiske psykiatri og dens tro følgesvend den kognitive psykoterapi for alvor har medvind, er det både modigt og tiltrængt, at et af Danmarks førende forlag for seriøs psykologisk litteratur giver os denne nyoversættelse af et af den skotske psykiater Ronald D. Laings hovedværker: 'Det spaltede selv'.

I årene omkring 1968, hvor enhver institution og autoritet (måske lige med undtagelse af Marx og et par af hans ligesindede) blev sat til diskussion, var Laing blandt de væsentligste inspirationskilder for den antipsykiatriske bevægelse, der med sine ambitioner om at nedbryde de gamle psykiatriske institutioner åbnede en på det tidspunkt hårdt tiltrængt debat om psykiatriens grundlag og menneskesyn.

Efterhånden som antipsykiatrien blev stadig mere skinger og bevægelsens politiske naivitet åbenlys, mistede den sin kraft og døde ud. Det blev klart, at det langtfra var i alle de sindssyges interesse at nedlægge for mange psykiatriske hospitalssenge, og tilbøjeligheden til at romantisere den sindssyges 'særligt privilegerede' eller uskyldige blik på verden holdt ikke vand.


Siden har der været meget stille omkring Laings værk. Men det er faktisk uretfærdigt at antipsykiatrien tilsyneladende tog alle hans værker med sig i graven. Ser man bort fra hans tidvise polemiske udfald imod psykiatrien, så vil man stadig kunne finde mange frugtbare overvejelser i 'Det spaltede selv'.

Med afsæt i, hvad han kalder den skizofrenes grundlæggende ontologiske utryghed eller mangel på grundlæggende tillid til verden og til sin egen identitets soliditet, forsøger Laing at beskrive skizofreniens fænomenologi; hvordan den skizofrene - for at beskytte selvet og sin identitet - må afskærme sig fra verden, gradvist trække sig ind i sig selv og leve i sin egen fantasiverden.

Det spaltede selv henviser til, hvordan den skizoide - i et desperat forsøg på at håndtere sin oplevelse af grundlæggende ontologisk utryghed - indfører en spaltning imellem kroppen og sindet, hvor kroppen bliver en slags ydre instans, som er tvunget til kontakt med den ydre verden, imens sindet forskanser sig i den indre verden og forsøger at undgå enhver kontakt.

Laings væsentligste bidrag er hans problematisering af den medicinske psykiatris måde at se mennesket. I tråd med god humanvidenskab argumenterer Laing for, at vi må forsøge at forstå meningen i den skizofrenes tale frem for blot at se den som symptom på biologiske ubalancer.

Samtidig forsøger han at inddrage både kroppen og det sociale i psykiatrien, hvad der mildt sagt stadig er behov for i en tid, hvor mange tenderer at reducere det menneskelige subjekt til rent individuelle hjerneprocesser.

Ingen kan benægte, at hjernen og den biologiske krop er det materielle grundlag for det menneskelige subjekts eksistens. Men det betyder ikke, at subjektet kan reduceres til biologi og hjerneprocesser.


Det er åbenlyst, at Laings fænomenologiske perspektiv langtfra kan stå alene, når vi skal forstå de svære sindslidelsers årsager og bagvedliggende dynamikker, hvilket han heller ikke selv påstår.

Hertil kommer, at psykiatrien på en række punkter har udviklet sig betydeligt, siden Laing skrev sin bog.

Men hvordan er det med psykiatriens grundlæggende menneskesyn, som var Laings væsentligste anke imod sin samtids psykiatri?

Laing tilbyder primært et andet perspektiv, en anden måde at se, fortolke og forstå især de svære sindslidelser. Når det kommer til praktisk handling og behandling, hvad selv de bedst 'alternativt begavede' blandt de sindssyge har behov for i perioder, så har han desværre ikke forfærdelig meget konkret at byde på.

Laings overvejelser omkring årsagerne til og konsekvenserne af den ontologiske utryghed kan også bidrage til vores forståelse af mennesket i den senmoderne vestlige kultur.

Som den engelske sociolog Anthony Giddens påpeger, er ontologisk tryghed, som den er beskrevet hos Laing, både forudsætning for psykisk sundhed og for kompetent og afbalanceret ageren i den senmoderne kultur.

Omvendt er det ontologisk utrygge menneske emotionelt overfølsomt og grundlæggende i tvivl om selvet og verdens stabilitet og beskaffenhed.

I en hyperindividualiseret og kompleks kultur, hvor de traditionelle fællesskaber er på retræte, og autoriteter og andre ydre holdepunkter har mistet deres legitimitet, er der mere end nogensinde behov for, at det enkelte menneske kan trække på indre holdepunkter og har opbygget en grundlæggende tillid til selvet og verden.

Laing beskriver da, hvordan den ontologiske tryghed grundlægges eller netop ikke grundlægges i de tidlige relationer.

Som det fremgår, er 'Det spaltede selv' på mange måder stadig et aktuelt værk. Det har i mange år været tæt på umuligt at opdrive i vore antikvariater, så det må hilses velkommen, at vi nu har adgang til en ny udgave, som oven i købet er væsentligt bedre udstyret end den første lidt pauvre udgave fra Paludans forlag. Og lad os så også snart få en ny udgave af Laings andet hovedværk, 'Selvet og de andre'.

Carsten René Jørgensen er lektor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet. Han vil fremover skrive i Politiken.