Hvad man end mener om det forgangne tyvende århundrede, ligger en ting fast: Det blev et ualmindeligt ondsindet, blodigt og grumt århundrede. Gulag, Auschwitz, Rwanda, Srebrenica, Moskva-processer og Pol Pots Demokratisk Kampuchéa - rækken af gruopvækkende forbrydelser er velkendt og lang. Det startede ellers så godt, århundredet begyndte med en optimisme og tro på fremtiden som nærmest aldrig før eller siden. For første gang nogen sinde havde Europa - med enkelte mindre undtagelser - haft fred i næsten et århundrede, industrialiseringen havde løftet levestandarden mere end de fleste havde drømt muligt, og frisind og moderat liberalisme var på fremmarch overalt. Tingene gik i den rigtige retning, og flertallet af den dannede klasse troede oprigtigt på både en overordnet moralsk lov og et moralsk fremskridt. Som Lord Acton skrev i 1895: »Meninger ændres, manerer forandres og religioner opstår og forsvinder. Men den moralske lov er skrevet på evighedens tavler«. Det var dengang, ved begyndelsen til det 21. århundredes er det få, der tør udtrykke samme sikkerhed og overbevisning om fremskridtets velsignelser. Teknologien har gennem det forgangne århundrede vist sig i bedste fald at være et tveægget sværd, og nutidens debat domineres mere af bekymring for sædernes forfald, ungdommens brutalitet og kaos i den tredje verden end forhåbninger for det nye århundrede. Men hvordan i alverden kunne det gå så galt i forrige århundrede, hvordan kunne mennesker opføre sig så ufatteligt bestialsk?
Ondskabens århundrede
Lyt til artiklen
