Ja, enhver bliver salig i sin tro, men al tro mødes i samme uudsigelige forsvindingspunkt, det ultimativt Virkelige, som er mødestedet for alle religioner, siger den prominente engelske religionsteolog John Hick (f. 1922) i sit brillante alderdomsværk, skrevet for den almindelige læser, kort sagt et pædagogisk mesterstykke. Hick befinder sig i et filosofisk miljø, der er domineret af analytisk filosofi med sine tre centre: logik, empiri og sprog. Al metafysik forkastes, men efter nogle magre år i 1900-tallets første halvdel, hvor man kun havde blik for ét alternativ: logik eller empiri, har etik og religion igen fået en vis interesse i kølvandet af Wittgensteins sprogfilosofi. Sådan set har religion i det mindste en emotionel og social mening. Hick forbinder primært religion med kognitiv mening. Alle uden undtagelse har jo en tro, en kolossal ikke-viden, som navnlig buddhismen står ved. Hick vender skytset mod naturalismen, som hævder, at livet er en tilfældig affære i et univers uden mening, en slags kulturradikal humanisme, som udelukker det overnaturlige, ofte på en totalt naiv og ureflekteret måde. Naturalismen er, siger Hick, god for de stærke, der kan klare sig, men en dårlig nyhed for de svage, som rammes af uigenkaldelig ondskab. Naturalister lever i et nådesløst univers.
Bliver enhver salig i sin tro?
Lyt til artiklen
