En lejlighedssang med 21 vers i vinrød skjuler - festligere hyldest kan en fødselar næppe få. Kela Kvam, der for nylig fyldte 70 og samtidig fratrådte sin stilling som professor ved Teatervidenskab, Københavns Universitet, er anledningen til den hyldestantologi, Stig Jarl og Alette Scavenius har redigeret under titlen SceneSkift. Det 20. århundredes teater i Europa. Med 21 bidrag - fortrinsvis af universitetskolleger i København og Dramaturgi i Århus er det blevet ikke blot en teaterhistorisk vise, men også en polemisk opsang til tidens teaterdebattører. Selv om det naturligvis er umuligt at finde linjen i et så broget festskrift, hvor dramaturgiske metodediskussioner, detaljestudier af enkelte forestillinger og navnkundige skuespillere står side om side med refleksioner over ophavsret, vækstlagbegrebet og armslængdeprincippet, er der i hvert fald én præmis, der går igen i en stor del af teksterne: Det 20. århundredes opgør med det teksthellige teater. Erik Exe Christoffersen tager i sin artikel 'Hvem ejer teatret?' tyren ved hornene i en direkte dialog med Erik A. Nielsens og Lars Liebsts 'Hvem ejer Shakespeare?', en debatbog, som går skarpt i rette med tidens radikale klassikerbearbejdninger. På høflig men overbevisende facon forsvarer Erik Exe Christoffersen konceptualiseringen af teatret som en gyldig kunstnerisk tankegang og en naturlig konsekvens af 60ernes avantgardekunst, hvor hierarkiet mellem formerne opløstes. At gå tilbage til en tid, hvor teatret (af nogle) blev betragtet som ren og skær tekstrepræsentation, og dramatikerens ord derfor nød en uangribelig førsteprioritet, er bagstræberisk, fastslår Erik Exe Christoffersen. Og illusorisk. For hvad er det egentlig også for en ordenes iboende mening, Nielsen og Liebst taler om? Hvem har patent på den?