Dansk Samling? Partiet eksisterer vist nok stadig, men aldeles upåagtet af offentligheden. Fra den politiske scene forsvandt det efter folketingsvalget i 1947. Og det var der, som det fremgår af Henrik Lundbaks interessante disputats, en vis logik i. Partiet var et karakteristisk udtryk for 1930ernes højreradikale, autoritære strømninger og i nogen grad også for den modvilje mod moderniteten, der endnu var udbredt i det danske samfund. Under besættelsen opnåede partiet betydelig prestige og anerkendelse, først gennem sin kritik af samarbejdspolitikken, siden på grund af engagementet i den væbnede modstand. Partiet blev da også repræsenteret med to ministre i befrielsesregeringen. Men trods modstandsprestigen smuldrede det politiske grundlag. Besættelsen gjorde demokrati til en del af dansk identitet. Dermed var Dansk Samling tvunget til at redefinere sig politisk, idet den gamle påstand om at repræsentere et alternativ til det parlamentariske system ikke længere var en brugbar politisk platform. I sig selv var det politiske kraftspring fra førkrigstidens højreradikalisme til efterkrigsårenes antifascisme ikke nogen umulighed, idet partiets grundlæggende forestillinger omkring et nationalt og kristent fællesskab udmærket lod sig indpasse i forskellige ideologiske rammer. Problemet var, som Lundbak rigtigt ser, at den nødvendige ideologiske tilpasning betød, at partiet ikke længere havde nogen rolle. Antifascismen gav ikke samme mulighed for selvstændig profilering som demokratikritikken få år tidligere.
Mellem Hitler og Grundtvig
Lyt til artiklen
