0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Omgivet af roman

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvorfor skriver man litteraturhistorie? Og hvorfor læser man litteraturhistorie? I det 19. århundrede udvikledes nationalismen til en erstatningsreligion, en stribe litterære værker kanoniseredes som helligtekster, og litteraturhistorikerne blev den nye religions præster.

Den nationale litteratur blev den selvfølgelige ramme for litteraturhistorikernes udlægning af teksten. Teksten selv blev en kilde til den ånd, der bandt nationen sammen, og forfatteren blev enten romantisk anskuet som et geni, der inkarnerede ånden, eller positivistisk anskuet som et trækpapir udstyret med bevidsthed, i stand til at opsuge og bearbejde alle impulser.

»Man kan ikke bruge for mange metoder og fremgangsmåder, når man vil lære et menneske at kende«, hævdede således ærkepositivisten Sainte-Beuve, og han tilføjede, at hvis man vil forstå et litterært værk, der indeholder noget om alt, så er det kun rimeligt, at man også stiller spørgsmål, der tilsyneladende kun har lidt eller ingenting med forfatterskabet at gøre.

Den sainte-beuveske litteraturhistoriker blev senere af Roman Jakobson sammenlignet med en bøvet politimand, der i sin planløse jagt på forbryderen beslaglægger hvad som helst og arresterer hvem som helst, der krydser hans vej. Op gennem det 20. århundrede er angrebene på den traditionelle litteraturhistorieskrivning blevet stadig skarpere:

Enten hænger den uhjælpeligt fast i overleverede forestillinger om nationen, traditionen, individet og værket som uproblematiske enheder, eller også har den erstattet alle forestillinger om enhed med en encyklopædisk registrering af stort og småt mellem hinanden.

Set fra den vinkel er nye historier om kvindernes, underklassens eller den tredje verdens litteratur ingen fornyelse, men reelt et intellektuelt tilbagefald til det 19. århundredes tænkemåde - med kønnet e.l. som erstatning for nationen/religionen.

I sit indflydelsesrige essay 'Menneskets fordrivelse fra kunsten' skrev den spanske kulturfilosof José Ortega y Gasset, at det slet ikke er muligt at indfange verden i ét altoverskuende blik, og at det er et grundlæggende træk ved verden, at den ses i perspektiv og fra en mangfoldighed af perspektiver.

Den litterære verden kan vinkles på forskellige måder, og nogle er mere interessante end andre, men perspektiveringen er ikke en forvrængning af denne verden, men tværtimod et vilkår. Når man, som Ortega et sted udtrykker det, er omgivet af roman til alle sider, vælger man uundgåeligt en vinkel i sin bestræbelse på at orientere sig.


Inspireret af Ortegas perspektivisme har Karen-Margrethe Simonsen skrevet det, hun kalder en »optisk litteraturhistorie« om »epik og metafysik i den moderne spanske roman«, og også den metafysiske vinkel er inspireret af Ortega, som et sted skriver, at den metafysiske jagt på mening skyldes, at mennesket er »radikalt desorienteret: Det er ikke sådan, at mennesket farer vild i sit liv, men at livet er ensbetydende med at fare vild - og i denne totale, radikale desorienterering er ikke mindst romanen et redskab i forsøgene på at opspore 'livets mening«.

Det lyder spekulativt, især i denne forkortede gengivelse, men synsvinklen kaster spændende resultater af sig: For det første viser Simonsen, at man ikke skal lade sig narre af den tilsyneladende antihumanisme i Ortegas berømte tese om avantgardekunstens 'dehumanisering' - tværtimod åbner metafysikken for et felt imellem den polarisering mellem æstetisk formalisme og socialpolitisk realisme, der ellers typisk strukturerer litteraturhistorieskrivningen.

For det andet kan hun på denne baggrund trække en særdeles spændende litteraturhistorisk udviklingslinje gående fra Miguel de Unamuno til tre nyere spanske romanforfattere, Luis Martín-Santos, Luis Landero, Javier Marías, der notabene alle findes oversat til dansk. Hun viser således, at udviklingen af den moderne roman ikke kun er sket i et avantgardistisk opgør med realismens naive konstruktion af sammenhængende fortællinger, men at 'det fortællende' og det fragmenterede virker sammen på forskellig vis.


'Det episke', som ellers er blevet beskrevet som et stykke tilbagelagt fortid, placerer Simonsen som et kombineret form- og indholdstræk, der manifesterer sig midt mellem helhed og fragment, midt mellem den narrative organisering af forløbet og den brudstykkeagtige tilsynekomst af mening, og hun antyder med Ortega, at Proust som forfatter savner dette episke moment, der kunne perspektivere den mangfoldighed af perspektiver, han liner op side om side.

Dermed lægger hun også op til en grundig revision af de afgørende nybrud i det 20. århundredes romanhistorie ved at foreslå, at epikeren og metafysikeren Miguel de Unamuno, der i romanen 'Niebla' (Tåge) fra 1914 gennemførte et dobbelt opgør med det 19. århundredes realisme og det 20. århundredes modernistiske æstetik, er »den moderne romans forfader« - snarere end Marcel Proust og James Joyce.

Simonsen skriver tørt og tæt, og hendes tanketunge bog er især i indledningen og det første kapitel svær at læse. Det går lidt nemmere, hvis man bytter om på rækkefølgen og starter med de sidste to kapitler. Men måske det er med vilje, at læseren fra første sætning kastes ud i et kryptisk citat af Walter Benjamin om epikeren som en mand, der ligger på stranden og samler de muslingeskaller op, der føres ind af bølgeslaget.

Jeg gætter på, at hun vil tvinge læseren til selv at anstrenge tankerne under argumentationen - i ånden fra Unamuno, der sagde: »Den læser, der søger færdige romaner, fortjener ikke at være min læser; han er allerede selv færdig, før han er begyndt at læse mig«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce