Hvorfor skriver man litteraturhistorie? Og hvorfor læser man litteraturhistorie? I det 19. århundrede udvikledes nationalismen til en erstatningsreligion, en stribe litterære værker kanoniseredes som helligtekster, og litteraturhistorikerne blev den nye religions præster. Den nationale litteratur blev den selvfølgelige ramme for litteraturhistorikernes udlægning af teksten. Teksten selv blev en kilde til den ånd, der bandt nationen sammen, og forfatteren blev enten romantisk anskuet som et geni, der inkarnerede ånden, eller positivistisk anskuet som et trækpapir udstyret med bevidsthed, i stand til at opsuge og bearbejde alle impulser. »Man kan ikke bruge for mange metoder og fremgangsmåder, når man vil lære et menneske at kende«, hævdede således ærkepositivisten Sainte-Beuve, og han tilføjede, at hvis man vil forstå et litterært værk, der indeholder noget om alt, så er det kun rimeligt, at man også stiller spørgsmål, der tilsyneladende kun har lidt eller ingenting med forfatterskabet at gøre. Den sainte-beuveske litteraturhistoriker blev senere af Roman Jakobson sammenlignet med en bøvet politimand, der i sin planløse jagt på forbryderen beslaglægger hvad som helst og arresterer hvem som helst, der krydser hans vej. Op gennem det 20. århundrede er angrebene på den traditionelle litteraturhistorieskrivning blevet stadig skarpere: Enten hænger den uhjælpeligt fast i overleverede forestillinger om nationen, traditionen, individet og værket som uproblematiske enheder, eller også har den erstattet alle forestillinger om enhed med en encyklopædisk registrering af stort og småt mellem hinanden. Set fra den vinkel er nye historier om kvindernes, underklassens eller den tredje verdens litteratur ingen fornyelse, men reelt et intellektuelt tilbagefald til det 19. århundredes tænkemåde - med kønnet e.l. som erstatning for nationen/religionen. I sit indflydelsesrige essay 'Menneskets fordrivelse fra kunsten' skrev den spanske kulturfilosof José Ortega y Gasset, at det slet ikke er muligt at indfange verden i ét altoverskuende blik, og at det er et grundlæggende træk ved verden, at den ses i perspektiv og fra en mangfoldighed af perspektiver. Den litterære verden kan vinkles på forskellige måder, og nogle er mere interessante end andre, men perspektiveringen er ikke en forvrængning af denne verden, men tværtimod et vilkår. Når man, som Ortega et sted udtrykker det, er omgivet af roman til alle sider, vælger man uundgåeligt en vinkel i sin bestræbelse på at orientere sig.