0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jazzen hele vejen rundt

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jelly Roll Morton hævdede hårdnakket, at han havde skabt den. Nick LaRocca var lige så overbevist om sin rolle som ophavsmand. Og var det overhovedet i New Orleans, at den blev født, eller sivede dens ingredienser bare dertil stille og roligt for at smelte sammen til den musikform, vi nu i snart et århundrede har kendt som jazz?

Hvorom alting er, så er den her i hvert fald og har gennem det tyvende århundrede sat sit eftertrykkelige præg på både kunst og underholdning inden for et bredt spektrum af udtryksformer.

At kornetisten Buddy Bolden skulle have indspillet ved århundredeskiftets begyndelse må vel regnes blandt jazzens fascinerende myter, men jazzplader har dog været kendt siden 1917, da det hvide Original Dixieland Jazz Band havde vakt tilstrækkelig med pirrende furore, til at et pladeselskab kunne se det profitable i at gøre deres ikke videre originale musik tilgængelig for menigmand.

Hvor mange jazzplader er der så udkommet siden da? Alt, alt for mange, er der sikkert dem, der vil hævde. Og jeg må indrømme, at når man samtidig betænker, at jazzen kaldes smal, nichemusik og hvad ved jeg, er bare det udvalg, de to engelske skribenter Richard Cook og Brian Morton omtaler og vurderer, fuldstændig overvældende.

Med i gennemsnit en halv snes omtalte cd'er per side når vi op på ca. 16.000 cd'er, som de to har lyttet sig igennem og givet en vurdering af. Et tal som næsten kan få en ellers hårdfør anmelder til at gå i knæ.

Ikke overraskende er det navne som Louis Armstrong, Duke Ellington, Count Basie, Miles Davis, Oscar Peterson, Ella Fitzgerald, Charlie Parker og Stan Getz der fylder specielt godt i landskabet.

Men uden at tilnærmelsesvis alle deres udgivelser er medtaget, kommer forfatterne godt omkring, også hvad angår kunstnere uden for det amerikanske. Blandt vore egne finder vi således bl.a. Jesper Thilo, Jan Kaspersen, Pierre Dørge, Papa Bue, Henrik Johansen, brødrene Doky, John Tchicai og Svend Asmussen.

At sidstnævnte kaldes 'urimeligt underrepræsenteret m.h.t. cd-udgivelser af ældre materiale' må bero på manglende kendskab til den cd-serie, som selskabet Music Mecca har udgivet.


Vurderingerne er ikke sjældent en smule skarpe i tonen og ganske kritiske, men også tiltalende fordomsfri og Cook og Morton er ofte i stand til med få ord at sætte en enkelt cd ind i en større sammenhæng.

Og som hjælp hen mod en slags overblik er bogen faktisk ret formidabel og giver i øvrigt komplette besætninger og årstal på alle de omtalte cd'er. Uden overraskelser er den heller ikke: jeg mindes således ikke at have set så omfattende behandlinger af Anthony Braxtons, David Murrays og Derek Baileys cd- produktioner.

Sin efter omstændighederne rimelige pris til trods kan bogen dog hurtigt blive et dyrt bekendtskab, nemlig hvis man i lighed med undertegnede føler en ubetvingelig trang til at stifte bekendtskab med kunstnere, hvis musik man ikke allerede har stående på hylden.

Og her viser én af forfatternes kvaliteter sig: de evner at skrive, så det på samme tid er kritisk-koldsindigt og appetitvækkende.

Og så er det ikke en bog der egner sig til sengelæsning. Vægten er et pænt stykke over to kilo. Det er altså lige til at få både lommesmerter og infiltrationer af. Men en varm anbefaling alligevel, også fordi man har husket et register, som med sine mere end 100 sider medtager alle de musikere, der overhovedet er nævnt i bogen.


Hvis det er musikerne, mere end de enkelte cd'er, man vil stifte bekendtskab med, må den nye udgave af den (også) engelsk producerede 'Jazz - The Rough Guide' nok anses for det p.t. mest dækkende bud.

Med et omfang på ca. 2.000 biograferede musikere er der god plads til både de ældste navne (også en del af dem, der kun er jazzhistoriske paranteser), de indlysende, de kommende (?) store navne og de mere obskure eller overraskende.

Som ofte i engelske opslagsværker er der en let, men umiskendelig skelen til 'the home boys', men hvad, det vil vel være det samme når vi engang får en ny - og tiltrængt - udgave af 'Politikens Jazzleksikon'.

De få pladehenvisninger til de enkelte artikler er velvalgte og læseligheden øges betydeligt ved at man stort set har afstået fra brug af forkortelser og ofte bruger direkte interviewcitater i karakteriserende øjemed.

Dette sidste mindsker i øvrigt i høj grad fornemmelsen af mekanisk leksikal opremsning, uden at det derfor synes at udtynde det faktuelle.

Også denne er dog med sine 900 sider og 1,2 kg alt andet end en bog til jakkelommen. Udvidet med 150 sider i forhold til førsteudgaven fra 1995 og stadig med de glimrende forklaringer på begreber som acid jazz, electronics, free jazz, fusion, ragtime, revival og meget mere, for ikke at tale om 'hip', 'square' og 'corny'.

Og nu vi er ved det med tallene: det bliver rundt regnet 15 øre pr. opslag, og så har vi ikke engang medregnet illustrationerne, af hvilke mange, specielt af Herman Leonard, hører til blandt jazzfotografiets klassikere.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce