Til den klassiske kriminalroman af engelsk tilsnit hører der en forestilling, som er trængt dybt ned i den folkelige opfattelse af denne litterære genre. Undervejs skal sporene lægges sådan ud, at de tydeligt peger på butleren. Men ved sagens opklaring viser det sig så, at den skyldige naturligvis ikke er denne tjenende ånd, men derimod en betydeligt mere interessant personage. Men var det ikke desto mindre netop butleren, der på sin vis var den hovedskyldige i verdens første krimi? Tesen bliver fremført, vurderet og så langtfra forkastet af Bo Tao Michaëlis i den lille bog, han har skrevet om 'Verdens 25 bedste kriminalromaner'. Ganske vist er butleren her slave og hyrde, da det drejer sig om Sofokles' tragedie 'Ødipus Rex'. Men hvilken rolle spillede han egentlig i dette skelsættende drama, denne mand der lod den lille Ødipus overleve, selv om ordren lød på, at barnet skulle dræbes? Hvad forfatterens konklusion går ud på, skal ikke røbes her. Ganske som han i sin bog forskåner os for handlingsreferater, der fører helt frem til slutningen eller opklaringen i de øvrige 24 værker, han har udvalgt. På den måde har han samtidig signaleret, at han også ser sin bog som en introduktion til de af romanerne, som læserne endnu ikke måtte have stiftet bekendtskab med.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























