Navnet Jørgen Flindt Pedersen behøver ingen nærmere præsentation. Alt efter alder kender de fleste ham enten som undersøgende journalist på TV-Aktuelt, som ansvarshavende chefredaktør på Det fri Aktuelt eller som administrerende direktør på TV 2. Det vil sige, kender og kender. Det, vi kender, er hans image som mediemenneske, hans journalistiske bedrifter og måske også hans socialdemokratiske grundholdninger. Vi husker, at han er blevet kaldt både gulddreng og bedemand, men privatmennesket Jørgen Flint Pedersen kender vi ret beset intet til. Gør det noget, kunne man spørge? Er Flindt ikke netop prototypen på den klassiske journalist, om hvem der i retningslinierne for den forbilledlige avis The Washington Post står, at han - reporteren - altid bør optræde ydmygt og gøre alt for at forblive i iagttagerens og formidlerens vigtige rolle? Bare fordi man som Jørgen Flindt Pedersen er et følelsesmenneske med et stærkt personligt engagement i samfundet og samtiden, behøver vi andre vel ikke kende til hans inderste tanker og sværeste sjælekvaler, eller hvad? Filminstruktøren Federico Fellini sagde engang, at vore dages prominente mennesker har mindre intimsfære end en guldfisk i et akvarium. Billedet passer meget godt på Jørgen Flindt Pedersens 300 sider lange beretning fra livet i mediehavet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























