Det er altid en musiklitterær begivenhed, når Karl Aage Rasmussen udgiver en bog. Og når han som denne gang giver et samlet bud på det 20. århundredes klassiske musik, som ikke tidligere rigtig har fået et ordentligt portræt, er der ingen undskyldning for musikinteresserede for ikke straks at gå i kødet på de mange tætvævede refleksioner. Heller ikke efter mandens nyeste bog vil man fortryde den investerede tid eller nødvendige tankevirksomhed. Rasmussens musikhistorie emmer af præcis den samme kundskab, vid og indlevelse, som i tre tidligere essaysamlinger har begejstret et bredt publikum. Paradoksalt nok har manden et noget mere talstærkt læsepublikum end lytterskaren til den nye kompositionsmusik, han beretter om. Rasmussens musikhistorie skrives med tyngde og heftig puls som et orkesterværk af Stravinsky, og alene læseglæden gør ’Musik i det 20. århundrede’ til en oplevelse. Forrige århundredes musik er præget af originale komponister, der gik egne veje mod traditioner og institutioner, og netop sære skæbner er Rasmussens speciale. Men i stedet for, som han har for vane i sine essays, at lukke historierne efter en enkelt vinkel, grupperer han rå mængder af komponister og værker under samme tematiske hat. Det tankerum, musikken er konciperet i.
Berlinerkomponisterne i 30’erne, som ville brede musikken ud, computerkomponisternes ændring af kompositionens natur eller det musikalske tøbrud i Østeuropa, der også fik isen i maven på Vestens modernistiske hardlinere til at smelte. Bare for at nævne nogle få. Det fungerer smukt og forvandler det, der kunne have været en opremsning af navne og værker, til godt 35 vedkommende og koncise fortællinger om musik, som den ser ud, når man kigger på den fra komponistens synsvinkel. I forordet sørger Rasmussen for at immunisere sig selv grundigt mod eventuelle beskyldninger om ufuldstændighed eller manglende proportionssans i vægtning og udvalg. Det er en personlig beretning, der ikke gør krav på at være en musikhistorie fra A til Z eller syd til nord. Der er ingen nodeeksempler, ingen fodnoter eller andet tyngende udstyr, der kunne tjene som videnskabelig dokumentation.
