Er kærligheden gud, eller er Gud kærlighed? Og er der overhovedet nogen forskel på at hævde det ene frem for det andet? Hvis man spørger de fire teologer, der netop har forfattet en lille bog om ægteskabets teologi - 'Og Gud velsignede dem' - er der alverden til forskel på de to formuleringer. Hvis vi hævder, at kærligheden er gud, dyrker vi blot vores egen kærlighed, vi guddommeliggør den - og det kommer der kun slemme ting ud af. Hvis vi derimod hævder, at Gud er kærlighed, er vi tvunget til i taknemlig underdanighed at tage imod kærligheden som en gave fra Gud og derfor dyrke Gud og ikke kærligheden. Skabelsesorden De fire teologer - Katrine Winkel Holm, Søren Holm, Jesper Høgenhaven og Claus Thomas Nielsen - polemiserer i vanlig Tidehvervs-stil (for det må være der, de kommer fra) mod det, de opfatter som menneskelig opsætsighed mod Gud. I dette tilfælde 'kærlighedsidealismen', der gør ægteskabet og vielsen til en fejring af parrets følelser, hvor man dyrker sig selv og sin egen kærlighed, som var det Gud selv. Og det er meget ukristeligt. Gud har indstiftet en 'skabelsesorden', som det hedder med en term, der også blev anvendt af totalitære nazistiske teologer, som under naziregimet søgte en teologisk begrundelse for samfundsmagten. Hos Winkel Holm og co. er skabelsesordenen naturligvis ikke identisk med samfundets indretning - det ville jo være at guddommeliggøre det verdslige, hvilket i tidehvervske kredse er synden over alle synder. Nej, Guds skabelsesorden er indstiftelsen af ægteskabet mellem mand og kvinde med henblik på at få afkom, en indstiftelse, der fandt sted før syndefaldet, og som altså har overlevet syndefaldet. Gud har i al sin godhed tilrettelagt tilværelsen sådan, at mand og kvinde skal blive ét kød og få nogle børn. På den måde er der så at sige styr på tropperne. Oprør mod Gud Hvis man skal ind i kernen af tidehvervsteologien, må man forstå, at dens teologiske grundopfattelse går ud på, at kristendommen altid og uden undtagelse er en modsigelse af alt menneskeligt. Alt, hvad vi mennesker finder på - menneskerettigheder, romantisk kærlighed og homovielser - er oprør mod Gud, babelstårne, som evangeliet (med tidehvervsteologernes hjælp) forkynder i smadder. Grundanskuelsen bliver meget præcist angivet med en formulering, jeg desværre ikke ved, hvor kommer fra, men som lyder: Gud er alt, jeg er intet - og du er en idiot! Nuvel. Som den idiot, jeg er, vil jeg afslutningsvis gøre opmærksom på, at bogen bestemt ikke er uden værdi - om ikke andet, så fordi den sætter fokus på en aktuel problematik, nemlig den kontroversielle debat om homoseksuelle vielser, der formentlig kan føre til en alvorlig splittelse i folkekirken. Mon ikke der kommer et modspil til 'Og Gud velsignede dem' i den nærmeste fremtid?