Kompromisløs kristendom

Sven Ove Gade. - Arkivfoto: Ole Steen
Sven Ove Gade. - Arkivfoto: Ole Steen
Lyt til artiklen

Tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, har netop udsendt debatbogen 'Tag et brækmiddel! Folkekirken og missionsbefalingen'. Det er forholdet mellem folkekirkens praksisser i dag og evangeliets indhold og krav, Gade fokuserer på, og han er bestemt ikke glad for det, han ser. Ifølge Gade er det kirkens vigtigste opgave at forkynde og udbrede evangeliet, hvilket tydeligst kommer til udtryk i den såkaldte missionsbefaling, hvor Jesus befaler de kristne (kirken) at gøre alle folkeslagene til hans disciple. Men netop denne befaling svigter kirken i dag. Kirkens toneangivende folk er mere optaget af struktur end af forkyndelse og mission, hævder Gade, og ser forfaldet som et muligt symptom på, at den kristne arv er ved at blive smidt over bord. Misopfattelse For at »genindsætte kristendommen i kristenheden«, mener Gade i forlængelse af Kierkegaard bl.a., at der må stilles store krav til præstens engagement i sagen, og hævder, at præsten »skal være sig selv«, dvs. lidenskabeligt og personligt forkynde budskabet. Men det er en misopfattelse af præsterollen ifølge den lutherske embedsforståelse. Her skal præsten netop ikke »være sig selv« - skal ikke være pastor Jensen eller pastor Pedersen. Hvad den pågældende præst selv måtte synes, føle og tænke om evangeliet er fuldstændig ligegyldigt. Præsten kunne for så vidt være satanist eller asatroende, for så længe han blot forkynder i overensstemmelse med evangeliet og forvalter sakramenterne ret, er han egnet som præst. Troværdighed En af misererne i Grosbøll-sagen har netop været dette, at der har været fokus på, hvad Grosbøll personligt tror og navnlig ikke tror, og ikke så meget på, om han varetager sit embede korrekt. Men i den pietistiske tradition, Gade står i, ser man lige præcis på personen, på det individuelle menneskes private tro. Derfor opfatter Gade også Grosbøll som en værre skurk, der allerhelst burde kyles ud af kirken - for han tror jo ikke rigtigt. Og ifølge Gade er det meget vigtigt, at præsten er 'troværdig'. Jeg troede ellers, det var evangeliet, der skulle være troværdigt, men det forudsætter måske en troværdig præst? Ja, og mere endnu, svarer Gade. Præsten skal være et levende menneske, hvor lidenskaben får frit løb; han skal være 'ægte'. Til gengæld må organisten ikke være for dygtig og koret ikke synge for højt, for så bliver højmessen bare til en kirkekoncert! Ny missionsvirksomhed Kirken skal derudover være kompromisløs over for nutidens fikse ideer om, at kirken skal følge med tiden og moderniseres. Den skal holde på sit, forkynde evangeliet uden omsvøb, men med lidenskab og med udbredelsen af budskabet som formål. Missionsvirksomheden skal med andre ord tages op igen - især i lyset af mødet med islam. Religionsdialogens sigte er ikke kun gensidig forståelse, men først og fremmest forkyndelse med henblik på konvertering. Dialogen skal få muslimerne til at forstå, »at kristendommen er sandheden«, for Jesus gav ikke en dialogbefaling, men en missionsbefaling. Se, det er at tage missionsbefalingen alvorligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her