Wylie går i børnehaveklasse, men han er ikke som de fleste børn. Han går meget rundt for sig selv og er svær at få i tale. Han reagerer heller ikke, da hans musiklærer en dag beder ham om tage overtøjet af og gøre sig klar til timen, så pædagogen prøver med en anden taktik. Hun sætter sig på hug foran drengen og spørger syngende, om han er klar til musik. Wylie lyser op. Han hiver jakken af, hænger den på knagen og springer ind til de andre børn. Læreren fortsætter med at synge sine beskeder, og drengen deltager i musikundervisningen som aldrig før. Det virker, som om hans hjerne er struktureret til at reagere på sprog, der synges frem for tales. Forandringen er total. Ovenstående beretning fra musikterapeuten Don Campbells nye bog er et eksempel på, hvor radikalt musikkens kræfter kan indvirke på nogle mennesker. Mens han i den tidligere bog 'Mozarteffekten' fokuserede på musikterapi for voksne, gælder det denne gang børnene eller rettere perioden fra fostertilværelsen og en halv snes år frem. Hvis det hele holder stik, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Musikken skulle virke fremmende på alt fra børnenes sprog, motorik, helbred og færdigheder til deres fantasi, kreativitet og spiritualitet. Hvorfor det hænger sådan sammen, formidler forfatteren gennem et miks af forskningsresultater, erfaringer og forklaringer. Og han giver mange konkrete bud på, hvordan interesserede kan styrke deres egne børns musikalske intelligens. Anvisningerne er skræddersyet til børnenes udviklingstrin fra fostertilværelsen, indtil den 10-årige har skabt en fornemmelse af identitet. I de mellemliggende perioder er der henholdsvis fokus på tryghed, rytme, følelser, kreativitet, socialt samspil, læring, hukommelse og udtryk.