Man skal ikke lade sig skræmme af bogens poptitel – endda med übergermanske ’gotiske’ bogstaver. Heller ikke af den indkaldte ghostwriter. Det ligner en ærkeamerikansk holocaust-blockbuster, men bogen er spændende, med meget nyt selv for kendere. Edith Hahn (1914-2009) var en af Østrigs hundredtusinder af jøder, der blev fanget ved Anschluss 1938, da Hitler besatte landet, modtaget af østrigerne med åbne arme. Så startede ’ariseringsprocessen’, hvor jøderne blev berøvet butikker, lejligheder og embeder og tvunget til at skrubbe gader med tandbørste. Den slags ser man ikke noget til på Wiens museer, for modsat Tysklands flotte fortidsopgør er Østrig fortsat de fede fortrængningers land – det vidste allerede dr. Freud i Berggasse. Så meget mere velkommen er Edith Hahns førstehåndsberetning.
Usandsynlig alliance
Restauratørdatteren Edith er stud. jur., politisk engageret og på vej op i middelklassen, da hendes liv splintres ligesom synagogerne på Krystalnatten. Mens nogle få slipper ud, og hendes mor deporteres østpå, træller hun med jødestjerne på i tyske arbejdslejre, indtil hun i juni 1942 gør sig usynlig i Wien.
Modige venner låner hende en ’arisk’ identitet som Grete Denner, og i München møder hun tilfældigt Werner, der er halvkunstner og – mere vigtigt – halvblind og derfor ikke indkaldt til hæren. Han tror 100 procent på Føreren og Sagen, men han sluger hendes skjulte jødiskhed, fordi han selv har løjet om sin skilsmisse.
Overlevelse mod alle odds
De elskende etablerer sig i Brandenburg, hvor han arbejder på en flyfabrik, og hun lærer rask rollen som det naive Guds ord, der går i ét med tapetet, men hun er altid på vagt. Da de bliver gift og får et barn, er hun avanceret til ’ægte’ arisk Hausfrau og børneavler. Werner bliver indkaldt, da alle reserver mobiliseres til ’kanonfødebrigaderne’, og som officershustru stiger hendes status nok et nøk.
Hun overlever også krigsafslutningens kaos og får et godt liv som dommer i den russiske zone. Så vender Werner hjem fra krigsfangenskab, rastløst bitter, og hans nazistisk indskolede mandsrolle magter ikke at have en »overuddannet hustru« med eget job.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























