Fredag 14. april år 2000 var 88-års dagen for det store atlanterhavsskib 'Titanic's tragiske forlis. Men det er nu nok mest i en anden egenskab, dagen vil blive husket, nemlig som den dag, internetboblen brast og aktiekurserne på teknologibørsen Nasdaq i USA begyndte deres skæbnesvangre styrtdyk efter i en årrække at være steget med naturstridig hast. Drømmen var ovre, løgnen afsløret. Endnu en gang havde det vist sig, at træer ikke vokser ind i himlen. Det er historien op til dette kollaps, som fik verdensomspændende finansielle konsekvenser for alle dem, der havde redet med på bølgen og købt forestillingen om det utrolige og tilsyneladende uendelige opsving i den såkaldte ny økonomi, journalisten Karsten Bengtsson, dagbladet Informations mand i San Francisco, fortæller i bogen 'Den digitale guldfeber'. Og det gør han i form af en øjnevidneberetning, for i hele den periode, hvor det utrolige begyndte at ske, befandt Bengtsson sig i selve den digitale revolutions arnested, Silicon Valley. Det er en historie med helte og skurke. Med smukke idealister og grimme spekulanter. Nørder og pengemænd. Og som sådan er den elementært fascinerende, fantastisk og stadig utrolig. Vi hører om Marc Andreesen, manden bag webbrowseren Netscape. Vi bliver diverteret med beretningen om magasinet Wired, bladet, der blev for det digitale eventyr, hvad Jan Wenners Rolling Stone var for ungdomsoprøret og hippiebevægelsen i slutningen af 1960'erne. Og en masse andre rigtig gode historier, som næsten er for eventyrlige til at være sande - ligesom den overordnede historie i øvrigt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























